Det kan da ikke passe…?

Der findes mange forskellige udgaver eller varianter af Ubuntu. De bedst kendte er Kubuntu, Xubuntu og Edubuntu, som hhv. benytter et andet grafisk desktop system end GNOME (KDE og Xfce) og tilføjer en masse programmer til brug for leg og læring for børn og unge, rettet specielt mod brug i skoler.

Men der findes en masse andre – nogen med større tekniske ændringer, andre med mindre ændringer, ofte ændring af sprog eller hvilke programmer der følger med som standard. Andre igen laver næsten ikke andre ændringer end et skift af standard baggrundsbillede og andre ændringer i det visuelle tema.

Ubuntu Satanic Edition er en sådan Ubuntu variant, som leverer et gotisk eller satanisk visuelt udtryk.

Satanic Edition har fået hårde ord med på vejen og har vist provokeret en del (overvejende religiøse?) mennesker i tidens løb. Men det er slet ikke det jeg egentlig vil fortælle om. Nej, det undrede mig bare at man på deres hjemmeside, under store, igår kunne finde ordene:

Order now to guarantee delivery by Christmas!

Jeg mener, er julen virkelig noget man fejrer, hvis man tilbeder Satan? Ja, jeg spørger bare, for jeg ved det virkelig ikke…