Den gang jeg gik i gymnasiet var frygten at klassekvotienterne ville overstige 24. Som jeg husker det var det, på det tidspunkt, ikke tilladt at have gymnasieklasser med flere end 24 elever. Det loft blev dog fjernet, på trods af “Stop nu!” initiativet (tror jeg det hed) og lignende gruppers kamp mod fjernelse af loftet.
I dag kan man så læse i Metroexpress at 32 elever er ganske normalt og at der flere steder er tæt på 40 elever i de startende klasser! Det er jo for meget. De sidste to år har jeg brugt noget af min tid på at undervise i gymnasieskolen og har også haft fornøjelsen af 1.g klasser med ca. 30 elever i hver klasse. Det går bare ikke med så mange elever. For selvom gymnasiet selvfølgelig er et tilvalg og eleverne som udgangspunkt er tilstede i klasselokalet for at tilegne sig selv ny viden og nye måder at se verden på, så kommer de fleste 1.g elever altså også direkte fra folkeskolen. Det er langt fra alle der har helt styr på den helt basale klasserumskultur. Så med 30 elever, hvor mange ikke kan finde ud af hvornår de skal tie stille, i et ofte for lille lokale er det oplagt at resultatet bliver dårligere undervisning og risikoen for at nogen af eleverne dropper ud stiger.
Money talks!
Men om man kan lide det eller ej, så er der cool cash i at fylde klasserne op! Gymnasierne bliver betalt pr. elev, så specielt indtil den første ‘optælling’ (som vist foregår i oktober) så bliver klasserne fyld op, for at skaffe penge til skolerne. Problemet her er jo oplagt. Skolerne bliver belønnet for at få elever igennem, men ikke direkte for at levere god undervisning. Resultatet er at ting som indeklima og indlæringsmuligheder for de mange 1.g’ere bliver nedprioriteret.
Videnssamfund og undervisning i verdensklasse min…!