http://www.boligforbedringer.dk/ – FAIL!

I forbindelse med renoveringspuljen (som jeg i øvrigt også mener er noget rod i mange forskellige andre henseender) er hjemmesiden http://www.boligforbedringer.dk/ blevet lanceret.

Jeg havde i dag den blandede fornøjelse at arbejde med boligforbedringer.dk, da jeg hjalp min far med at ansøge om udbetalinger fra renoveringspuljen. Min far har en mindre håndværkervirksomhed og skulle i denne omgang ansøge om udbetaling for arbejde udført for 9 forskellige kunder.

På siden for betalingsanmodning (https://byggeri.ebst.dk/betalingsanmodning.jsp) kan man læse:

Du skal være opmærksom på, at hver betalingsanmodning til en kunde kræver oprettelse af et brugernavn, som du skal bruge når du anmoder eller opdaterer anmodningen for kunden. Du skal således oprette et brugernavn for hvert tilsagnsnummer, du vil anmode om udbetaling for.

Så ikke nok med at man skal oprette sig på ny for hver ansøgning, men skal også indtaste information om det firma man ansøger om udbetaling til. Hver gang! Så i stedet for en mulighed for at oprette et enkelt sæt brugernavn og adgangskode for firmaet, og så her indtaste CVR nr., telefon, e-mail og lignende info en gang skal disse informationer indtastes hver gang. Det blev til 9 gange for min far i denne omgang, men det er da dybt tåbeligt!

Hver gang vi endelig havde kæmpet os igennem indtastningen af de mange informationer i det lidt tunge flash interface (som låste et par gange i forbindelse med upload af fakturaene) modtog vi en bekræftende e-mail.
Denne e-mail indeholder dog kun et ansøger ID og ingen anden identifikation. Ingen information om hvilken privatperson arbejdet er udført for, tilsagnsnummer, et faktura nummer eller lignende.
Denne bekræftende e-mail er altså næsten intet værd. Med et begrænset antal ansøgninger er det selvfølgelig muligt at holde styr på antallet af afsendte ansøgninger og antallet af bekræftende e-mails. Men hvis man senere har brug for at gå tilbage og undersøge en specifik ansøgning er der intet system i hvordan disse ansøger ID er knyttet til f.eks. tilsagnsnummeret.
Det tyder på hastværk i implementeringen af en løsning, som burde være blevet mere gennemtænkt.
… eller også har man også i designet af denne web-løsning haft skabelse af flere arbejdspladser i tankerne? Hvis det bliver besværligt eller tidskrævende nok at ansøge om disse penge, er håndværkerne tvunget til at ansætte mere kontorpersonale. Hovedformålet med renoveringspuljen var jo at sænke antallet af ledige i krisen.

One thought on “http://www.boligforbedringer.dk/ – FAIL!”

Leave a Reply