Da jeg startede med at spille StarCraft 2 beta’en blev alle spil indledt med en hurtig gl hf (kort for Good luck, have fun) hilsen. Mit indtryk var at vi alle bare var glade for at få lov til at prøve spillet før det endelig udkom, og selvom der selvfølgelig blev kæmpet intenst for at vinde, så kunne folk både anerkende når andre spillede bedre end dem selv, man kunne grine af underlige kampe eller situationer og næsten alle spil blev afsluttet med et gg (Good game).
Sådan er det desværre ikke helt længere og for snart to uger siden løb jeg på en dag ind i rigtig mange spillere, som havde en meget anden måde at snakke til andre spillere på.
Det kan selvfølgelig være jeg bare er en dårlig taber, men jeg syntes faktisk det er ret dårlig stil at indlede et spil med en sådan hilsen og selvom ham fyren her faktisk vandt, så blev det ikke bedre da han sluttede det givne spil af med følgende:
Endelig er der også de spillere som finder på alle mulige undskyldninger for hvorfor de tabte dette spil – for det er jo aldrig en mulighed at deres modstandere bare var bedre…
Min partner in space crime mente det bare havde været tilfældigt og at vi var løbet ind i nogle umodne unge mennesker, men jeg hælder mere til at tro at der nu er blevet inviteret så mange mennesker med til Beta testen at der ikke længere er nogen fællesskabs følelse og man har intet til fælles med de andre spillere. Det er jo kun gætværk, men det er hvad jeg har…
Jeg har været så heldig at blive udtaget til at deltage i beta testen af Blizzards StarCraft II. Jeg var (og er) stor fan af det oprindelige StarCraft spil – og Broodwar udvidelsen – og glæder mig meget til Starcraft 2 udkommer, over ti år efter det oprindelige spil.
Jeg har ikke fået spillet beta’en voldsomt meget, men tænkte jeg ville fortælle om det indtryk jeg har fået indtil videre.
De nye (og ændrede) enheder er selvfølgelig det første man bemærker. Der er en del nye enheder og en del gamle kendinge er blevet underkastet den helt store make-over. I modsætning til det oprindelige StarCraft spil er der nu mange flere enheder, som har begrænsninger på om de kan skyde mod luft eller jord enheder. Det lyder måske som en stor begrænsning, men det betyder også at man bliver tvunget til spille mere varieret og vælge the right tool for the job, i stedet for bare at bygge en eller to typer enheder til hudløshed.
En fuld gruppe Protoss Carriers (med den nye Mothership enhed som support) rækker dog stadig langt. Men det er relativt sent i spillet man får adgang til dem og i mellemtiden kan mange ting nå at ske…
Terrænet (i kombination med nogle af de nye enheder) er den anden ændring man bemærker. Nogle enheder kan klatre over niveau forskelle – f.eks. har Terran en Reaper enhed, som med en jet pack, kan flyve over niveau forskellige i landskabet. Tilsvarende har Protoss en Colossus enhed, som på sine lange ben kan klatre ubesværet op og ned af klipper. Terran Reaper
Det er altså ikke længere nok at lukke af for alle ‘indgange’. Ikke kun fly, men en del andre enheder kan selv vælge hvilken vej de vil benytte for at forsøge at få adgang til din base. Nogen baner har også forskellige tårne som kan aktiveres af en ground-enhed. Tårnet viser så hvad der sker på et betydeligt større område af kortet, end normale enheder kan se.
Selvom spiloplevelsen er meget finpudset mangler der stadig nogle detaljer (det er jo stadig beta). Lige så vigtigt så bruger Blizzard beta’en til at balancere de tre racer. Så selvom det vist er sikkert at sige at de grundlæggende enheder og deres egenskaber er på plads, så bliver der stadig justeret på styrker og svagheder for at opnå et så afbalanceret spil som muligt. Single-player delen er heller ikke tilgængelig endnu for mig, så den kan jeg ikke siger noget fornuftigt om. Men jeg forventer da at Blizzard lever op til forventningerne og laver en udfordrende og underholdende single-player del, med en fængende historie.
Protoss Colossus
Det er endnu heller ikke muligt at køre StarCraft 2 beta’en under Wine på Linux, selvom der bliver arbejdet på det. Men de fleste spil fra Blizzard plejer at komme til at køre nogenlunde under wine, så mon ikke også det kommer til at lykkes med StarCraft 2? I mellemtiden så er jeg krøbet til korset og har hevet en gammel Windows maskine frem fra gemmerne. Den kunne godt bruge lidt mere ram, for at køre spillet rigtig flydende, men det må jeg lige kigge på i næste uge.
Vi ses på slagmarken (hvis du er med i beta’en – ellers må det vente til spillet bliver endelig udgivet).
Selvom grafikken var latterlig, sammenlignet med i dag, hastigheden lav og 3d grafik var ukendt, så er det lykkedes for visse computerspil at gøre et permanent indtryk på mig. Hvad de manglede af prangende grafik leverede de til fulde i gameplay. Derfor kan jeg stadig huske mange af de gamle spil og de kan sagtens graves frem af gemmerne og tåle lidt spiltid, uden at man bliver skuffet. Om ikke andet, så skal man ikke undervurdere gensynets glæde.
Min personlige top fem over nogle af de første computer spil jeg har spillet ser sådan ud:
Det sker ofte at jeg tager mig selv i at tænke lige nu kunne jeg godt bruge at spille lidt XCOM. Spillet havde jo næsten det hele. Der var både Geoscap’en, hvor man styrede sine baser, forskning, økonomi og sendte sine ubåde på jagt efter Rumvæsener. Så var der selve kampdelen af spillet, når man undersøgte en fjendtlig ubåd (eller senere i spillet rumvæsenernes baser eller byer der var under angreb).
Jeg er næsten sikker på at jeg stadig har en installations CD liggende et sted i lejligheden, men jeg ved at hvis jeg finder den frem vil jeg kommet til at bruge alt for mange timer på denne gamle klassiker. Så CD’en får lov til at forblive forsvundet lidt endnu.
Settlers II kommer ind på en flot 2. plads på min liste. Igen et strategispil med både fokus på økonomi og kamp. Jeg husker tydeligt at jeg også købte Settlers III, men blev slemt skuffet. Jeg kunne ikke rigtig sætte en finger på præcist hvad der var ændret. Men noget af det, der gjorde The Settlers II fantastisk, var bare ikke med i 3’eren.
Fantastisk puzzle spil. Spillet krævede selvfølgelig også til tider at man var hurtig på tasterne, men primært galdet det om at kombinere de tre vikingers evner, for at løse de små opgaver, der i sidste ende gerne skulle gøre en ende på den onde Tomator og få vores tre helte sikkert hjem. Et spil med masser af humor!
Det skulle ikke undre mig hvis Civilization er det spil jeg gennem mit liv har brugt mest tid på. I hvert fald hvis man tæller alle de mange spil i Civilization familien med.
Det første Civilization spil er dog det eneste af de fem spil på listen her, som jeg ikke kunne finde på at sætte mig ned og spille igen. De senere spil i rækken (og Freeciv apt-install) tilføjer så mange spændende koncepter (mest vigtigt kulturelle grænser) som manglede i det første spil, at Civilization virker mere som en tidlig demo eller beta udgivelse i sammenligning.
Men da det var nyt og det eneste Civilization spil jeg kendt, var det i sandhed enestående!
Alle disse spil kan i øvrigt køres fint under Linux f.eks. vha. DOSBox (eller en SNES emulator i Lost Vikings tilfælde?). Det kræver dog at man har nogle originale installations medier liggende i gemmerne.
Hvordan ser din top fem liste ud? Hvilke underholdende spil har jeg glemt og hvilke spil har gjort størst indtryk på dig?
