Handlede det ikke om ytringsfriheden?

Kære SF, K, DF og S.

Var der ikke engang noget med at ytringsfriheden var så vigtig? Den kunne ikke gradbøjes og stod nærmest over alt andet… eller, sådan husker jeg det i hvert fald. Men nu vil I altså til at censurerer internettet (eller gøre det ulovligt at besøge visse sider på nettet).

Kineserne har gjort det længe, så det kan sagtens teknisk lade sig gøre. Det bliver i øvrigt dejligt at få Kina, Iran, Cuba og Burma tilføjet til listen over lande som vi normalt sammenligner os med. For de teknisk kyndige er det selvfølgelig muligt at komme udenom spærringerne, men for den brede befolkning vil det sandsynligvis virke efter hensigten – i den forstand at adgang til visse dele af internettet vil forsvinde fra danske computerskærme.
(Med en høj nok straf for at omgå censuren kan man sikkert også skræmme den sidste del af befolkningen til at makke ret.)

Det er selvfølgelig klart at et sådan filter ville have forhindret det seneste attentatforsøg mod Kurt Westergaard. Uden nærlæsning af guides og manualer på nettet er der ingen tvivl om at øksemanden aldrig ville have været i stand til at svinge en økse. Dette angreb på Kurt Westergaard og på vores demokrati kunne altså have været undgået, bare ved at fjerne al information på nettet med relation til terror og bomber… og økser.

og hvilke hjemmesider skal i så fald være forbudte? Og selv om vi forbyder det, så har nogle jo brug for at gå ind på de her hjemmesider, for eksempel journalister, der skal bruge det til baggrundsviden – Martin Henriksen, DF, medlem af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik

Så nu vi er i gang skal vi også lige have statsautoriserede journalister. Praktisk. Så slipper vi også for at journalisterne skriver noget vi ikke kan lide – eller vi kan i hvert fald tager deres autorisation fra dem, hvis de gør. Ja, vi er virkelig på vej i den rigtige retning her…

Se i øvrigt Oles liste over links, der kunne tænkes at blive ulovlige at besøge. Greenpeace er bla. på listen. Men det er selvfølgelig også på tide at nogen skrider ind overfor terroristerne i Greenpeace…