Speciale status II

Så er der en måned og en uge til jeg skal aflevere mit speciale!

Det skal ikke være nogen hemmelighed at den sidste måned har budt på mange speciale op- og nedture. Jeg har haft svært ved at vurdere hvor meget jeg egentlig manglede og den ene dag har jeg været forsigtig optimist, afløst af dage hvor jeg har set hele projektet som umuligt og har bandet og svovlet optimisten her langt langt væk, nede fra specialesumpens mørke dyb.

Det hele blev heller ikke bedre af at jeg over flere dage lagde mig syg med noget feber og forkølelse, hvilket betød at jeg kom længere bagud og blev mere pessimistisk… fordi jeg ikke fik lavet noget.

Jeg har stadig meget jeg skal nå her den sidste måneds tid, men jeg er ved at nå et punkt hvor jeg tror, at det jeg har nu er ved at være i en form, hvor det faktisk godt kunne afleveres – og det ville måske endda være muligt at bestå.

Men jeg har stadig 2-3 matematiske problemer, som jeg mangler de sidste detaljer i og så mangler jeg en del præciseringer, både af matematikken og det sproglige indhold. Jeg mangler stadig at gøre det mere klart hvorfor det jeg skriver om er fornuftigt og hvad ideen bag går ud på. (I den forbindelse mangler jeg måske også selv at blive helt sikker på det… det kan være det bliver lettere at sætte ord på hvis jeg selv forstår det!)

Så det er med forsigtig optimisme at jeg går ind i den sidste periode af specialeskrivningen. Wish me luck…

Speciale status

Jeg er nu næsten halvejs igennem min specialeskrivning. Eller, det vil sige at halvdelen af tiden jeg har til at skrive specialet er ved at være gået. Om jeg har fået skrevet hvad der svarer til halvedelen af en færdig opgave er nok et mere åbent spørgsmål. Jeg har dog fået skrevet noget… 37 sider indtil videre, men de er langt fra lige gennemarbejdede alle sammen. Som nedenstående måske giver meget godt indtryk af, så mangler jeg stadig at få nogle detaljer på plads.

question

Jeg vil ikke sige at jeg er endt i den frygtede specialesum endnu. Jeg er faktisk fortrøstningsfuld, og regner med at jeg nok skal nå igennem. Ja det bliver hårdt og der er mange løse ender endnu og det er lidt svært at se hvordan det hele egentlig skal blive bundet fornuftigt sammen. Men mon ikke det går…? Jeg håber.

Som en lille (og helt urelateret) bonus vil jeg anbefale nummeret Lykkelig LuderKinski‘s nye album Vi Taler Dansk. Specielt hvis du godt kan lidt tekster med indhold over “solnedgang over Bellevue” niveau skulle du give det nye album et kig. Eller et lyt, som det må være – coveret da meget cool, men langt fra fantastisk.
Det er faktisk gratis at hente ned fra bandets hjemmeside. Desværre ikke, så vidt jeg kan se, under en fri licens, men hva’, man kan ikke vinde hver gang.