Sådan noget småborgerligt pjat!

Jeg er endelig blevet færdiguddannet, så jeg kan nu med god samvittighed benytte mig af tittelen cand.scient. Jeg var oppe og forsvare mit speciale d. 7. april.
Men det er ikke det denne blog-post skal handle om.

Jeg troede faktisk at jeg ville få skrevet mere her på bloggen efter jeg afleverede, men det er ikke rigtig blevet til så meget. Jeg håber at komme ind i en vane hvor jeg får skrevet noget mere, men vil intet love.
Men det er ikke det denne blog-post skal handle om.
(I øvrigt bliver jeg altid selv enormt skuffet når man følger en blog som har været stille noget tid, så kommer der endelig et indlæg, som handler om at skribenten har en intention om at få skrevet mere… don’t tell it, show it!)

Men jeg har endnu ikke fundet noget arbejde (hvis du kender nogen der står og mangler en matematiker, så giv gerne lyd) – og det er lidt det denne blog-post skal handle om.
Jeg har meldt mig ind i en A-kasse – mere specifikt Magistrenes Arbejdsløshedskasse og har også været til et møde hos dem. Ved det møde fik vi alle udleveret et papir med gode råd om hvordan man skrive en god ansøgning og hvad man skal (og ikke skal) skrive på sit CV.
Det er dette papir denne blog-post skal handle om.

Men først et par ord om mit indtryk af mødet hos MA.
Alle der kender mig godt vil vide, at der er få ting her i tilværelsen jeg sætter højere end humanister, som taler rigtig meget uden at sige noget og tvinger mig i gang med gruppearbejde og workshops…
Forstå mig ret, gruppearbejde har sine berettigelser, men det er ikke et mål i sig selv og nogle gange er alles input til den fælles proces ikke ligeværdigt.
Hvis min motorcykel er gået i stykker, så tager jeg jo ikke en runde, hvor jeg spørger min nabo, en fakta-kassemedarbejder, en buschauffør og indehaveren af den lokale Interflora butik om hvad er tror der kan være galt. Nej, jeg finde en person med forstand på motorcykler, fordi jeg gerne vil have et kvalificeret svar!
Selvfølgelig er der mange generelle aspekter af det at søge job og skrive ansøgninger, men specielt for medlemmer af MA, som er en meget sammensat arbejdsløshedskasse med medlemmer inden for mange forskellige faglige områder, så syntes jeg ikke konceptet var helt gennemtænkt. Jeg følte mig i hvert fald ikke kompetent til at give fornuftig feedback til f.eks. fyren som ville søge nogle journalistiske stillinger og jeg følte ærligt talt heller ikke han havde meget at bidrage med i de mere faglige dele af mit ansøgnings arbejde.

Men tilbage til det udleverede papir.

Et afsnit i denne vejledning om ansøgninger og CV’er ser sådan ud:

Fritidsinteresser og tillidshverv

Formålet med dit CV er at give en fremmed person, nemlig den der skal ansætte dig, et indtryk af dine faglige og personlige kvalifikationer. Hvis du bruger din fritid på en måde, som du synes i høj grad er med til at definere dig selv som person, er det sandsynligvis værd at medtage oplysninger om dette. Det kan være, at du er glad for at køre på motorcykel eller spille håndbold. Det er der jo mange, der er – måske også den person, der skal ansætte dig. Vær opmærksom på, at denne type oplysninger sender nogle signaler om dig, som du ikke altid kan styre. Nogle mennesker sætter måske lighedstegn mellem motorcykler og rockerklubber, og så er det måske ikke motorcyklisten, de inviterer til samtale.

Hvis du bruger en del af din fritid på frivilligt arbejde, siger det måske noget positivt om dig. Dog skal du her være opmærksom på, at du ikke får formidlet det forkerte budskab; det skal ikke se ud som om, du har for travlt med fritiden til at gå på arbejde! Uanset hvad du foretager dig i din fritid, er det vigtigt at få gjort opmærksom på det. Dine fritidsinteresser/hobbyer fortæller nemlig også noget om dig som person. Skriv derfor gerne på CV’et, hvis dine fritidsstunder går med familien, hus og have.

Virkelig?!? I år 2010? Er vores samfund så småligt, at man ikke må skille sig ud på nogen måde – specielt ikke når man søger job? Og er det sikrer valg virkelig familien, hus og have?

Sidder der personer som står for ansættelse af ny medarbejdere derude og sorterer ansøgningerne efter hvem der går mest op i tulipaner og udestuer?
Hvis det er sådan virkeligheden er, så er det vel fair nok at MA formidler dette budskab videre til mig (og andre), for formålet er selvfølgelig i sidste ende at jeg (og andre) skal få et job. Men hvis virkeligheden ikke er sådan (og det håber jeg virkelig ikke den er), hvad er det så for en verden MA lever i?

PS. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod humanister generelt, ej heller er mit budskab at alle humanister taler meget, uden at sige noget. Men de findes derude. Jeg ved det, for jeg har mødt dem…

Speciale status II

Så er der en måned og en uge til jeg skal aflevere mit speciale!

Det skal ikke være nogen hemmelighed at den sidste måned har budt på mange speciale op- og nedture. Jeg har haft svært ved at vurdere hvor meget jeg egentlig manglede og den ene dag har jeg været forsigtig optimist, afløst af dage hvor jeg har set hele projektet som umuligt og har bandet og svovlet optimisten her langt langt væk, nede fra specialesumpens mørke dyb.

Det hele blev heller ikke bedre af at jeg over flere dage lagde mig syg med noget feber og forkølelse, hvilket betød at jeg kom længere bagud og blev mere pessimistisk… fordi jeg ikke fik lavet noget.

Jeg har stadig meget jeg skal nå her den sidste måneds tid, men jeg er ved at nå et punkt hvor jeg tror, at det jeg har nu er ved at være i en form, hvor det faktisk godt kunne afleveres – og det ville måske endda være muligt at bestå.

Men jeg har stadig 2-3 matematiske problemer, som jeg mangler de sidste detaljer i og så mangler jeg en del præciseringer, både af matematikken og det sproglige indhold. Jeg mangler stadig at gøre det mere klart hvorfor det jeg skriver om er fornuftigt og hvad ideen bag går ud på. (I den forbindelse mangler jeg måske også selv at blive helt sikker på det… det kan være det bliver lettere at sætte ord på hvis jeg selv forstår det!)

Så det er med forsigtig optimisme at jeg går ind i den sidste periode af specialeskrivningen. Wish me luck…

Det kan man da ikke!

For et par dage siden modtog jeg en e-mail (og senere også et rigtigt brev med samme ordlyd) med emnet Varsling om udskrivning af kandidatuddannelsen pga. studieinaktivitet.

Gisp! Jeg ved godt at jeg er lidt bagefter hvad der betegnes som normeret studietid. Men udskrivning? – come on! Man kan da ikke bare sådan sende en e-mail ud med så voldsomt et emne? Hvad hvis jeg var gået i chok og var hoppet ud af vinduet?

Kære kandidatstuderende.

Du er ifølge de gældende regler om maksimale studietider på Det Naturvidenskabelige Fakultet blandt de studerende, der vil blive udskrevet fra kandidatuddannelsen, hvis du ikke gennemfører uddannelsen inden den 31. august 2010.

Det vidste jeg jo godt, jeg har modtaget information om de nye regler og også om de regler der gælder for folk som mig der var indskrevet på kandidatuddannelsen før de nye regler trådte i kraft. Men jeg er faktisk i gang med mit speciale! Og jeg har en specialekontrakt. Må man lige have lov at være her, uden at blive smidt ud? Tak!

Så for lige at gøre det helt klart, jeg afleverer efter planen mit speciale d. 4. marts og er altså ikke i farzonen her. Jeg ved også godt at tidligere tiders praksis, hvor man kunne gå og være indskrevet på universitetet i årevis, ved bare at bestå et enkelt kursus hvert 7. år, måske var lidt for afslappet. Men jeg syntes de farer retorisk meget voldsomt frem her. Reglerne er jo blevet ændret efter jeg blev indskrevet på kandidatuddannelsen og jeg syntes måske reglerne for overgangsperioden er lidt voldsomme. Specielt når man tænker på at jeg (og andre i samme situation) jo ikke vidste at disse regler ville komme. Så da jeg f.eks. arbejde på et gymnasium ved siden af mine studier (og derfor bestod væsentligt færre kurser end hvad jeg forhåbentlig ville have bestået som fuldtidsstuderende) skulle jeg, hvis jeg ville have bedre tid nu, have taget helt orlov fra universitetet. Men det kunne jeg jo ikke vide, for reglerne eksisterede ikke på det tidspunkt.

Speciale status

Jeg er nu næsten halvejs igennem min specialeskrivning. Eller, det vil sige at halvdelen af tiden jeg har til at skrive specialet er ved at være gået. Om jeg har fået skrevet hvad der svarer til halvedelen af en færdig opgave er nok et mere åbent spørgsmål. Jeg har dog fået skrevet noget… 37 sider indtil videre, men de er langt fra lige gennemarbejdede alle sammen. Som nedenstående måske giver meget godt indtryk af, så mangler jeg stadig at få nogle detaljer på plads.

question

Jeg vil ikke sige at jeg er endt i den frygtede specialesum endnu. Jeg er faktisk fortrøstningsfuld, og regner med at jeg nok skal nå igennem. Ja det bliver hårdt og der er mange løse ender endnu og det er lidt svært at se hvordan det hele egentlig skal blive bundet fornuftigt sammen. Men mon ikke det går…? Jeg håber.

Som en lille (og helt urelateret) bonus vil jeg anbefale nummeret Lykkelig LuderKinski‘s nye album Vi Taler Dansk. Specielt hvis du godt kan lidt tekster med indhold over “solnedgang over Bellevue” niveau skulle du give det nye album et kig. Eller et lyt, som det må være – coveret da meget cool, men langt fra fantastisk.
Det er faktisk gratis at hente ned fra bandets hjemmeside. Desværre ikke, så vidt jeg kan se, under en fri licens, men hva’, man kan ikke vinde hver gang.