Ubuntu Cafe på Vesterbro mandag d. 7. marts

Mandag d. 7. marts afholdes den første Ubuntu Cafe i København, nærmere betegnet på Restaurant Carlton på Halmtorvet.

Her i København har vi jo længe stået tilbage for Ubuntu Aarhus, som i ca. et år har mødtes i Århus og arbejdet med forskellige aspekter af Ubuntu.
Så nu er det på tide at vi i hovedstaden viser hvad vi kan ;)

Efter længere tids snak og planlægning har Michael taget initiativ til at vi mødes på Carlton (tæt på hovedbanegården). Da det er første gang vi afprøver konceptet, er det også meget op til de fremmødte hvad vi skal lave – men det er i hvert fald helt sikkert at man kan få support og install-hjælp på dagen. Der vil garanteret også blive mulighed for at få introduktion til oversættelses- og bug-arbejde.

Der er oprettet en Facebook begivenhed (og en begivenhed på LoCo Directory) hvor man kan tilmelde sig, til hvis man kommer. (Det er absolut ikke et krav, men det er altid meget rart at have et gæt på hvor mange der dukker op.)

Forhåbentlig kan vi få en rigtig godt tradition for at mødes den første mandag i måneden stablet på benene, så vi kan få endnu mere Ubuntu aktivitet i København (og omegn), og så vi kan få lave noget arbejde på Ubuntu, således at vores Linux distribution kan blive endnu bedre end den allerede er!

Open Source Days
Her til sidst kan jeg jo ikke lade være med at blære mig lidt (ligesom Pretty Maids), med at jeg – sammen med Anders Jenbo – blev interviewet af Kanal Tux om Ubuntu til Open Source Days. Selvom det jo ikke er første gang jeg har stået foran et kamera i Ubuntus ‘tjeneste’, så glæder jeg mig meget til at se hvad de unge, smukke, objektive journalist-podcastere fra KanalTux får klippet sammen :)