Nye fremtidsplaner

Efter flere dages desperat eksamenslæsning er det gået op for mig at jeg ikke er på rette hylde. Naturvidenskab falder mig ikke naturligt eller ligetil som det gjorde engang. Jeg er ikke langt fra at færdigøre min kandidatuddannelse i matematik og på den måde er det selvfølgelig surt sådan at skulle give op på målstregen. Men hvis man ikke er glad for det man laver og beskæftiger sig med er det på tide at finde noget nyt – ellers har jeg resten af mit liv foran mig hvor jeg kan gå og bande og svovle over at jeg ikke tog chancen.

Så jeg har kigget på uddannelser – også andre steder i landet end København. Jeg har fået for meget af KU, så nu har jeg kig på følgende uddannelser på Syddansk Universitet: Klassiske studier, Religionsstudier eller Spansk. Jeg havde spansk i gymnasiet og det har altid naget mig at jeg aldrig fik gjort mere ved det, dette er måske muligheden jeg har søgt efter.

Et studieskift til Syddansk Universitet vil selvfølgelig være et stort skridt, både fagligt, men også social og menneskeligt. Mine venner, familie og kæreste er alle i København, men jeg håber de alle vil have forståelse for mit behov for at søge nye græsgange og at de alle vil være villige til at tage turen over broen til H. C. Andersens fødeby.

Nu håber jeg bare at jeg her den 1. april ikke er for sent ude mht. ansøgning om optagelse på studiet – ellers må jeg jo tage et friår og spare nogle penge sammen. Der skal jo også være råd til nogle kolde Albani i den nye studiebar.

Leave a Reply