I’m Famous!

Ok, det kan godt være at jeg ikke er heeelt kendt nok til at kunne læne mig tilbage og leve af champagne og udelukkende bruge min tid på at gå til smarte præmiere, som jeg bliver inviteret til – blot fordi jeg er kendt.

Men efter jeg (sammen med Anders) blev interviewet af KanalTux til OpenSource Days tror jeg ikke det er farligt at konkludere, at jeg er et stort skridt videre på vejen til det søde champagne liv.

Bedøm selv

[S01E02c] Ubuntu Danmark from Kanal TUX on Vimeo.

Jeg syntes interviewet gik helt fint, og KanalTux folkene stillede nogle fornuftige spørgsmål.

Jeg ville dog have ønsket, at jeg havde husket en enkelt lille ting til spørgsmålet om hvorfor jeg startede med Ubuntu og hvorfor jeg bruger Ubuntu.

Linux for human beings
Ideen om at Linux skal være mennesker syntes jeg er et super udgangspunkt for arbejdet med en distribution. Det betyder selvfølgelig ikke at andre distributioner (og styresystemer for den sags skyld) er til ikke-mennesker…
Men specielt for en del år siden var der en meget hård tone i store dele af Open Source bevægelsen (og i tekniske miljøer generelt). Yderligere var en del Linux distributioner designet med en ide om at brugere og udviklere var en og samme gruppe. Det gav god mening for udviklerne – de fik et styresystem med de redskaber og værktøjer, som de selv ønskede. Men almindelige mennesker (i mangel af et bedre ord for folk, som ikke nødvendigvis har programmør-evner eller meget teknisk erfaring) blev ladt lidt i stikken.
Som det blev nævnt i interviewet så har en person uden stor erfaring med de forskellige software programmer hverken brug for eller forudsætninger for at tage stilling til hvilket program, der skal bruges som web-browser, hvilket skrivebordsmiljø der skal anvendes osv.
Almindelige mennesker har brug for at disse valg er truffet på forhånd (med muligheden for selv at vælge, hvis man har specifikke ønsker) og har brug for at alting virker, uden at man behøver at rode med terminalen eller kerne-patches. Tilbage i 2005 var det klart min opfattelse at Ubuntu var den distribution, som havde størst fokus på at muliggøre brug af Linux for almindelige mennesker.
Det var noget i den retning jeg skulle have svart. Men det er jo nok i det store billede en detalje.

Hvis du har lyst til at se hele KanalTux indslaget fra Open Source Days (som også havde interviews med Kris Thomsen om Fedora og Leif Lodahl om LibreOffice), så klik her eller her.

Apple’s nye Windows 7 reklamer

I forbindelse med udgivelsen af Windows 7 har Apple fået produceret endnu et par reklamer i serien ‘I’m a mac, and I’m a pc‘. Reklamerne er som altid sødt lavet, men der er specielt to jeg gerne vil fremhæve.

De spiller på, at når man nu alligevel skal til at gå igennem besværet med at skifte (fra Windows XP), så kan man lige så godt skifte til Mac, frem for Windows 7.

Apple har selvfølgelig et væsentligt større marketing budget og en større markedsandel end de forskellige Frie operativsystemer, som f.eks. Ubuntu, men argumentet bærer fint over.

Hvis man alligevel skal igennem alt bøvlet med at tage backup af data, flytte brugerindstillinger, dokumenter, musik, billeder osv. til et nyt system, hvorfor så ikke tage springet?

På torsdag d. 29. oktober udkommer den nyeste udgave af Ubuntu, Ubuntu 9.10, med kælenavnet Karmic Koala. Det er et brugervenligt, sikkert og gratis styresystem. Så før du overvejer at smide penge efter en Windows 7 opgradering eller et nyt Apple system, så overvej om fri software ikke kan være den rette løsning for dig. Du vil aldrig mere skulle betale for en opdatering af dit operativsystem og er garanteret sikkerhedsopdateringer.

I næste måned udkommer i øvrigt Fedora 12 og openSUSE 11.2 og hvis du har lyst til at undersøge de forskellige frie operativsystemer er http://distrowatch.com/ måske et godt sted at starte. Der er rigtig mange at vælge imellem, og hvis du egentlig bare leder efter et alternativ til Windows XP, vil jeg anbefale en af de store distributioner, som f.eks. de tre nævnt ovenfor.

Du skal dog være opmærksom på at du ikke får en erstatnings windows. Ligesom et skift fra Windows XP til mac vil kræve lidt tilvænning og nye måder at gøre tingene på, vil et skift til et frit operativsystem selvfølgelig også kræve tilvænning. Men det vil et skift fra Windows XP til Windows 7 vel også?

Ubuntu og de andre distributioner

Jeg så Stefano‘s blog indlæg hvor han vha. Google. trends undersøger forskellige Linux distributioners popularitet over tid (ud fra frekvensen af søgninger på Google).

Jeg tænkte jeg ville gøre det samme, bare for Danmark. Lad mig med det samme gøre klart at jeg godt ved at dette på ingen måde er videnskabeligt og der er en masse fejlkilder. Men så længe man ikke glemmer det kan man jo godt lege lidt alligevel…

Her er resultatet man får når man søger på de fire distributioner som Stefano også har brugt i sit indlæg:

Her i Danmark ser det også ud som om Ubuntu er den mest populære distribution ud fra denne Google trend. Det bemærkes dog at Ubuntu først har slået igennem senere herhjemme – først i starten af 2005 – i modsætning til 3. kvartal af 2004 for den internationale søgning. Det ses også at Gentoo er nærmest lige så populær som Fedora og SUSE i Danmark – i modsætning til den internationale søgning, hvor Gentoo ligger lidt under de andre.

Jeg tror ikke man kan tale om at Ubuntu har skadet de andre distributioner, men der er nok ikke tvivl om at Ubuntu er blevet den mest populære distribution og det har sikkert også resulteret i nogle brugere der er skiftet fra f.eks. SUSE til Ubuntu. Men det er der jo heller ikke noget galt i og så længe flere bruger open source software mener jeg at indbyrdes ‘religions krige’ er spild af tid… Så længe folk bruger Emacs som deres editor er jeg fuldstændig ligeglad med om de kører Ubuntu, Debian, Gentoo, Fedora, SUSE, BSD eller noget helt syvende :)