Halvanden time?!?

I går kl. 9.29 har Fullrate sendt mig nedenstående mail:

	from		Fullrate Support
	reply-to	Fullrate Support	 
	to		Søren Bredlund Caspersen
	date		Feb 20, 2007 9:29 AM	 
	subject		Skift af din IP adresse	 
	mailed-by	fullrate.dk

Din Fullrate ADSL forbindelse sidder på en central hvor det er nødvendigt for os at lave nogle ændringer i vores netværksroutning. Selvom vi normalt kan gøre dette uden ændringer for kunder, så er det i dette tilfælde dog nødvendigt at kunder på den pågældende central får skiftet deres IP-nummer. Dette er tilfældet her.

For langt de fleste spiller dette ingen rolle overhovedet – det eneste du skal gøre er at tænde og slukke din router når opgraderingen er afsluttet d. 20/2-2007 kl. 11. Selve opgraderingen vil ske i intervallet 10-11. Hvis du derimod har egne servere eller ligende kan du forberede dig ganske enkelt, således at du bliver mindst muligt påvirket. Hvis du i dag har egen DNS der peger på dit IP-nummer så ændre dette til at pege på dit host-navn i stedet da dette ikke skifter henover IP-ændring.

Eksempelvis hvis din IP adresse er 89.150.136.5 kan du i stedet bruge 0403ds1-vby.0.fullrate.dk når du laver DNS.

Spørgsmål og svar:
==================

Q: “Kan i ikke bare fortælle mig mit nye IP-nummer”
A: Desværre er det ikke muligt da din IP-adresse først bliver låst til dig når du får den første gang. Vi ved således ikke på forhånd hvilken adresse du vil få tildelt.

Q: “Jamen I har jo lovet et fast IP-nummer?”
A: Ja – og det betyder at dit IP nummer ikke skifter fra dag til dag eller uge til uge, men dog ikke at det ikke som i dag kan ske at det må skiftes af netværksmæssige årsager.

Q: “Hvordan finder jeg mit IP-nummer og mit host-navn?”
A: Når du sidder på din Fullrate-forbindelse kan du åbne siden www.myip.dk via din browser og du vil her kunne se dit IP-nummer og under denne har du dit host-navn.

Med venlig hilsen,
Fullrate

Det er lidt tid siden jeg har rodet med DNS opsætning osv., men selv hvis man modtog og læste mailen i det den blev modtaget er 1,5 time vist ikke voldsomt lang tid til at ændre sin DNS opsætning.
Hvis man skal minimere sin forbindelses nedetid er det heller ikke langt varsel til at “tænde og slukke” sin router. (Personligt ville jeg nok foretrække at slukke og så tænde for routeren, men det kan være jeg bare er gammeldags og ikke forstår mig på alt dette nymodens teknik…)

Jeg kører dog (i øjeblikket) ikke nogle servere på min Fullrate forbindelse, så den faste ip adresse er ikke noget jeg bruger eller går op i, men jeg syntes det er lidt tyndt at sende information om ændring af ip adressen ud med så kort varsel (og intet skrive på sin Driftstatus side om det). I mit tilfælde modtog jeg først beskeden da jeg kom hjem fra skole om eftermiddagen og først efter jeg selv havde genstartet min router. Det blev altså mere en forklaring af hvorfor internettet ikke havde virket da jeg kom hjem og ikke rigtig en besked jeg kunne bruge til noget. Hvis den nu var kommet 24 timer tidligere havde det været en helt anden sag…

Men ok, så længe forbindelsen virker i almindelighed så skal ringe information og forbindelses forstyrelser en enkelt dag ikke få lov til at tegne et alt for dårligt billede.

PS. Er den sidste sætning i først afsnit i mailen fra Fullrate ikke overflødig? Jeg tænker på “Dette er tilfældet her.” Eller burde jeg bare gå ud i sneen og få noget frisk luft for at komme af med de her skrækkelige dansk lærer tendenser jeg måske er ved at pådrage mig?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.