D. 5. september er blevet valgt til officiel flagdag til ære for danske soldater udsendt siden 1948
Som modstander af krig og dansk deltagelse i besættelse af andre landet syntes jeg selvfølgelig at det er noget pjat, at soldaterne skal have deres egen flagdag.
Nej til krig har i den forbindelse lavet ovenstående plakat – lige klar til at printe ud og hænge op og Aldrig mere krig skulle have en avis annonce undervejs. Den skulle dukke op i en avis nær dig d. 4 september (altså dagen før den officielle flagdag).
Nej, jeg synes ikke det er noget pjat, med indførelsen af flagdagen. Det er derimod dybt forkasteligt og tragisk, at det har været nødvendigt. Det har det jo kun været, fordi nogle krigsliderlige hærførere i jagten på selvhævdelse, opildner unge danske soldater til krigsdeltagelse.
Indtil 2001 var danske soldater udsendt til fredsbevarende missioner flere steder i en ufredelig verden. De rejste ud i fredsbevarende opgaver, og det er selvfølgelig helt på sin plads at hædre dem med en flagdag.
Men det er ren blasfemi, at flage for danske soldater, der siden 2001 har valgt at gøre krig til deres håndværk, og som er rejst ud, for at dræbe. De fik godt nok at vide, før de drog af sted, at de skulle være med til at opbygge landet. Men en fjende kan ikke opbygge et folk til at leve i demokrati, da alene fjendens tilstedeværelse, er nok til at opildne en truet befolkning til yderligere modstand.
Vi må desuden huske, at ikke en eneste dansk soldat er udsendt, uden deres eget ønske. Det gælder både udsendte soldater før og efter 2001. Forskellen er dog, at de soldater der rejste ud før 2001, tog af sted for at stå vagt om freden, hvorimod de soldater der siden har meldt sig, er taget af sted med det formål, at dræbe en fjende. For mig at se er det en stor og afgørende forskel.
Herhjemme tudes vi ørene fulde af, at ”opgaven” er nødvendig. Vi får at vide, at soldaterne bekæmper Taliban. Jeg er først, og det gælder nok også flertallet af danskere, blevet kendt med dette folks eksistens efter 2001. Vi fik at vide, at der var sikre beviser for, at det var talebanere, der stod bag verdens nok største terroraktion, og ikke mindst fordi det ramte USA, skulle det straffes. Men mange andre lande end Danmark, var imod at starte en krig på dette grundlag. Et stort flertal af danskere mente, det burde være en opgave for FN, men da der ikke i den verdensomspændende organisation kunne skabes et flertal om sanktioner, valgte USA at starte krigen, med nogle få lande som deltagere.
De soldater fra Danmark, der gik i krig mod et fremmed folk i et andet land, har ikke efter min mening deltaget i andet end at bekæmpe en fjende ved våbenbrug. Da krigen startede, stod bl.a. danske firmaer på nakken af hinanden, for at blive med til at bygge ladet op. Men hvad har de udrettet? Så godt som intet! Der er endda givet store bevillinger til formålet, men størstedelen af pengene er brugt til indkøb at endnu kraftigere våben, end dem soldaterne blev udsendt med. For siden Danmark gik ind i krigen, er der uafladelig sket en optrapning af krigen – for begge parter vedkommende.
Derfor er krigsførelsen udsigtsløs. Og de der deltager i slagteriet, er ikke værdige til en mindedag, oven i købet med det danske flag som garant. At de fredsbevarende styrker ført nu anses for værdige til at fejre med en flagdag, skyldes kun, at nutidens korsfarere skal legalisere krigen med Flagdagen.
Jeg går bestemt ikke ind for, at Danmark skal bruge menneskeliv, ressourcer og skattekroner på militære indsatser rundt omkring i verden, hvor politikerne eventuelt synes, det er en god idé at hævde Danmarks “ære” som militærmagt, international politibetjemt, eller hvad det nu er, man har ambitioner om i den retning. Alene synet af disse skidtvigtige poltikere og officerer, der lægger deres ansigt i såre alvorlige folder, hver gang disse engagementer får fatale konsekevenser (for danske soldater – skidt med de de andre) giver mig myrekryb.