Jeg skal være den første til at indrømme, når jeg har taget fejl.
Jeg har tidligere beskyldt DSB S-more for at videregive mine personlige oplysninger. Efter en (behagelig) samtale med en medarbejder i Datatilsynet har jeg nu fået afklaret at der er juridisk forskel på at videregive oplysninger og overdrage oplysninger. DSB (og andre) må gerne overdrage oplysninger til 3. part, f.eks. i forbindelse med analysearbejde, som DSB lige så vel kunne udføre internt. Denne 3. part må dog ikke bruge personoplysningerne i andre forbindelser end til den ene opgave, som de er blevet hyret til og skal, så vidt jeg forstod, destruere data når deres job er udført. DSB har altså juridisk set ikke overdraget mine (og andres) personlige oplysninger til 3. part.
Det ændrer dog ikke på at 3 udgaver af den samme mail er for meget, og på grænsen til spam. Jeg mener stadig heller ikke at det var specielt elegant, at afsender adressen på de oprindelige mails tilhørte Wilke, når man tænker på formuleringen i den oprindelige aftale med DSB S-more.
“og du modtager kun information fra DSB S-tog”
Men det lader ikke rigtig til at der ellers er noget at komme efter. Moralsk føler jeg stadig at DSB har overtrådt den aftale jeg har indgået med dem, men juridisk er det nok svært at føre bevis for.
Det er simpelthen ikke godt nok, den lov. DSB har måske nok deres på det rene i juridisk, men lovgivningen er da til grin. Persondataloven skal beskytte mine personlige data, så de personer jeg videregiver dem til er personer jeg mener at kunne stole på med mine oplysninger. Det burde ikke give dem lov til at videregive dem til hvem de nu føler er ansvarlige / hæderlige nok til at udføre en anden opgave. Selv om jeg har givet dem indsigt i oplysningerne bør det stadig være op til mig hvem andre jeg vil have til at se dem.