DR2 udland: Fransk politi skifter til Open Source

I går havde DR2 Udland et indlæg om det franske politis skift til Open Source software. Indlægget havde specielt fokus på OpenOffice og nævnte ikke, at det styresystem de franske betjente har skiftet over til bygger på Ubuntu.

Det er faktisk en gammel nyhed, da de begyndt på skiftet over til OpenOffice allerede i 2005. Men nu begynder besparelserne altså at blive rigtig tydelige.

I indslaget blev der brugt en bil analogi for at forklare hvorfor man som forbruger står i en bedre situation, hvis man bruger Open Source produkter.

Hvis man køber en bil, hvor der er en lås på motorhjelmen, som kun sælgeren kan låse op, så står man i en rigtig svær forhandlingssituation når der skal laves service eller reparation på bilen. Sælger kan fastsætte prisen som han vil, og han kan nøjes med at udføre de reparationer, som han mener er nødvendige. Det er denne situation man står i når man f.eks. køber software af Microsoft.
Hvis forbrugeren selv kan vælge hvem der kan åbne motorhjelmen, kan forbrugeren selv finde det værksted, som leverer de ønskede reparationer og som er konkurrencedygtige på både prisen og kvaliteten. Dette er situationen, hvis man sikrer sig at alt software er leveret under en Open Source licens.

De danske kommuner, som arbejder med implementering af Open Office blev også nævnt, men der blev ikke gået ned i detaljerne. (Programmet hedder jo også DR2 Udland.) Herhjemme sker der dog i øjeblikket rigtig vigtige ting på denne front, som kan få meget stor indflydelse på hvor let det vil være at indføre f.eks. Open Office i forskellige dele af den offentlige sektor. Det er dog relativt teknisk stof, så det får desværre ikke specielt stor opmærksomhed i medierne – hvilket er synd. For selvom det måske er et teknisk svært tilgængelig emne, så er der meget store penge interesser på spil.

Videnskabsminister Helge Sander trækker nemlig beslutningen om det offentliges kommende dokumentformat i langdrag. Senest har han, selvom han har folketingets it-udvalg imod sig, sendt beslutningen videre til finansministeriet. Han er ikke interesseret i, at der bliver truffet en anden beslutning, end den Microsoft støtter. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man have Helge Sander mistænkt for at have personlige interesser i at få valgt det format, som Microsoft gerne vil have…

Under indslaget var der også nogle billeder i baggrunden, med nogle kendte ansigter, men det blev ikke klart for mig hvor det var optaget – måske nogen derude kan hjælpe? Gerne i kommentarfeltet nedenfor.