Ubuntu i Danmark (del 5 af 5)

Her fortsætter historiefortællingen om ubuntu-dk. Første del kan læses her og forrige del kan læses her.

Podcast
Efter mange planlagte møder, der aldrig blev til noget, lykkedes det endelig at få optaget og udgivet det første afsnit i Ubuntu Danmarks Podcast.
Den stående joke var faktisk at næste møde skulle ligge i januar, selvom vi forlængst var kommet ind i sommerhalvåret. Men det lykkedes til sidst! Optagelserne skete tirsdag d. 8. september (jeg blev interviewet og overværede faktisk de første små skridt for en podcastgruppe, store skridt for en community) og det første afsnit var færdigredigeret og blev udgivet d. 15. september 2009.

Community Day 2009
Open Source Days inviterede til Community Days d. 24. oktober 2009. Vi havde endnu en gang en brugergruppe bod og det lykkedes for (dele af) podcastgruppen at optage en hel del interviews. Her er Peters og Martins indtryk fra dagen.

DSC01659
Ole Tange fra IT-politisk forening bliver interviewet på Community Day 2009

Det var hvad jeg havde valgt ud til denne lille 5 dels historie om ubuntu-dk. Som skrevet i indledningen, post gerne kommentarer, del dine egne små sjov øjeblikke – og fortsæt historiefortællingen.

Ubuntu i Danmark (del 4 af 5)

Her fortsætter historiefortællingen om ubuntu-dk. Første del kan læses her og forrige afsnit kan findes her.

Ubuntu Live! i København 1. november 2008
Med ca. 70+ besøgende er Ubuntu Live! i København i anledning af Ubuntu 8.10 nok den til dato største begivenhed vi har fået stablet på benene. Ubuntu Live! var det navn vi havde valgt at bruge i stedet for Release Parties.
Vi havde to auditorier på CBS på Frederiksberg. I det ene var der install hjælp hele dagen og det andet var der oplæg om Ubuntu, Open Source og andre relaterede emner.

Efterfølgende var der selvfølgelig også pizza og øl, for de enkelte der blev til det sidste.

Open source-software i det offentlige
Torsdag d. 19 marts 2009 inviterede Videnscenter for Software til konference om Open Source software i det offentlige.

crew

Vi var med med en community bod, som vi delte med Mozilla Danmark og OpenOffice. Specielt Michaels eee top var et hit, og mange skulle liiige hen og røre og se hvad den kunne.

Ubuntu Live! i Aalborg
25. april 2009 fejrede vi udgivelsen af Ubuntu 9.04 i Aalborg, på Aalborg Uni.

Der kom ikke helt så mange mennesker som til det tidligere Ubuntu Live! arrangement, men da Nordjylland (uden at træde nogen over tæerne) er lidt mere… afsides end Århus eller København, syntes jeg faktisk fremmødet var rigtig pænt, og det var hyggeligt at mødes med folk og få en øl og et slice pizza sidst på dagen.

ubuntu-dk_9_04-rp

Følg med i morgen, hvor jeg poster 5. og sidste del af historien.

Ubuntu i Danmark (del 3 af 5)

Her er 3. del af historiefortællingen om ubuntu-dk. Første del kan læses her og 2. del her.

Foreningen af danske Ubuntubrugere
Efter længere tids arbejde afholdt vi den stiftende generalforsamling i Foreningen af danske Ubuntubrugere d. 7. september 2008. Motivationen var et ønske om at kunne håndterer økonomiske spørgsmål (f.eks. kunne modtage sponsorater i forbindelse med Release Parties – som vi omdøbte til Ubuntu Live!). Selvom vedtægterne giver mulighed for at bestyrelsen handler rimeligt egenrådigt var (og er!) der en klar forståelse for at beslutninger i størst mulig udstrækning skal tages på vores månedlige IRC møder. Martin blev valgt som formand.

Første store medie dækning
Senere i september blev Christian interviewet af Ekstra Bladet til deres forbruger magasin Kup. Artiklen var en del af et to siders indlæg om gratis software.

Open Source Days 2008
Ubuntu DK var også tilstede til Open Source Days i 2008. Det foregik 3-4 oktober i København på IT universitetet.

gruppe-lille

Vi havde en brugergruppe stand. Faktisk lige ved siden af Exherbo standen. Billedet herover er dog fra Softwarebørsens stand.

Pengemagasinet
Den 29. oktober sendte Pengemagasinet (et forbrugerprogram på DR) et program om Open Source, hvor der bl.a. indgik en familie som fik udskiftet alle deres Windows Computere med Ubuntu computere. De skulle så gå en uge med de nye computere og det spændende var selvfølgelig om de kunne lade være med at pakke deres Windows maskiner frem. Det lykkedes selvfølgelig og da programmet blev sendt mærkede vi en stor interesse for Ubuntu og en masse ekstra trafik på Ubuntu Danmarks forum.

I dagene før første del af programmet skulle optages var Martin og jeg dog travlt optagede. De Ubuntu computere familien skulle benytte skulle jo sættes op på forhånd, det skulle bare virke. Installationen af standard systemet gik smertefrit. Men vi havde hørt at sønnen i familien godt kunne lidt at spille World of Warcraft, så det ville vi jo gerne have med og installeret på hans computer. Det var (og er) ikke svært at installere, men det tog bare så lang tid, fordi der skulle hentes og installeres patches på flere gigabytes.
Vi fik også sved på panden i kampen med et mobilt bredbånds modem. Faderen i familien havde i forretnings øjemed brug for mobilt bredbånd. Hvis vi ikke kunne få det til at fungere på hans bærbare ville han med sikkerhed skifte tilbage til Windows, da han ellers ikke ville kunne passe sit job. Det ville bare ikke virke da vi sad med det og til sidst var der ikke mere tid. Hvis vi skulle nå frem til familien i rette tid måtte vi af sted. Så vi pakkede det hele ned i Martins bil og kørte så ellers af sted. På motorvejen gjorde vi et sidste forsøg for at få det mobile bredbånd til at virke og lige ved den sidste afkørsel på motorvejen kom vi endelige igennem, efter en længere kamp med diverse konfigurationsfiler! Aldrig tror jeg vi har været så glade for at komme på nettet!
Installation af modem til mobilt bredbånd skulle i øvrigt være blevet meget lettere i de efterfølgende versioner af Ubuntu. Det virker – så vidt jeg har hørt – out of the box i de seneste versioner.

Den tredie mand i bilen var Morten fra OSL. Det var også ham der tog debatten i pengemagasinet med en fyr fra Microsoft (Office?) Danmark.

Følg med i morgen, hvor jeg poster 4. del af historien.

Ubuntu i Danmark (del 2 af 5)

Her fortsætter historiefortællingen om ubuntu-dk. Første del kan læses her.

Gutsy Release Party
Gutsy Gibbon blev udgivet d. 18 oktober 2007 og det blev markeret på Cafe Retro i København. Niels har igen skrevet og fotograferet. Jeg deltog ikke selv, men jeg har hørt at den offentligt tilgængelige Ubuntu computer, som fandtes (findes?) på Retro, var genstand for en grundig gennemgang – den manglede vist nogle sikkerhedsopdateringer?

Officielt LoCo Team
I november 2007 blev det danske LoCo team endeligt officielt. Vores ansøgning findes stadig derude. Hvis man kigger på hvad vi i slutningen af 2007 skrev som vores road-map for fremtiden, så har wiki.ubuntu-dk.org og ubuntu-dk.org siderne nok været dem vi har været dårligst til at indfri forventningerne til. Forhåbentlig kan vores kommende nye hjemmeside ændre på det, så ubuntu-dk.org / ubuntudanmark.dk bliver indgangsiden til alt Ubuntu relateret i Danmark.

2008
I 2008 havde vi rigtig mange aktiviteter – og vi kom i TV!

Hardy Release Party
Hardy Heron, som var den anden LTS (Long Term Support) Ubuntu udgivelse, blev fejret af Ubuntu Danmark på behørig vis i Århus i april 2008. Vi havde lånt PROSA’s lokaler – og de leverede også sandwich til frokost!
Vi fik samlet rigtig mange mennesker, havde oplæg, både meget nede på jorden Hvad er nyt i Hardy og mere avancerede, som f.eks. Mads oplæg om Multi ADM – administration af flere installationer.
Der var også lidt install hjælp og så selvfølgelig generel hygge. Der blev taget rigtig mange billeder og også skrevet lidt om det.

Enkelte fandt også en øl senere i Århus, for at afslutte dagen.
hygge-druk

Jeg tror denne Release party specielt var med til at give os blod på tanden. Vi fik samlet 50+ personer, og det var langt fra alle der var del af den hårde kerne, eller hvad vi nu skal kalde dem. Det var også første gang vi afholdt noget udenfor Københavnsområdet og var på den måde måske også med til at vise at Ubuntu DK virkelige var landsdækkende.

Følg med i morgen, hvor jeg poster 3. del af historien. Du bliver jo nødt til at høre hvad der ellers skete i 2008…

Ubuntu i Danmark (del 1 af 5)

For ikke så længe siden blev Ubuntu 5 år. Det er blevet til 10 udgivelser på disse 5 år (11 hvis man tæller Ubuntu 9.10 med, som teknisk set blev udgivet 9 dage efter fødselsdagen). Men hvad er der sket på Ubuntu fronten her i Danmark i den tid?

Efter en samtale med Søren (nebulus) til OSD community days, hvor vi diskuterede om det første release party herhjemme havde foregået på Cafe Retro eller i Brønshøj og efter en ide fra Martin om at prøve at samle nogle af de mange røver-historier, vil jeg prøve at tegne de store linjer op. Del endelig dine erfaringer, små historier eller kom med rettelser i kommentarerne!

ubuntu-dk-big

Denne første del vil dække fra begyndelsen og til Feisty release party. De næste 4 afsnit vil blive postet løbende de kommende dage. Stay tuned!

I begyndelsen…
Den første Ubuntu, Warty Warthog, blev udgivet d. 20. oktober 2004 og d. 9. december er -dk kanalen blevet registreret på Freenode irc netværket. Den 20. maj 2005 kom den første test post på den danske Ubuntu postliste – ubuntu-dk.

Jeg var ikke selv bevidst om Ubuntus eksistens på dette tidspunkt, men ved at skimme arkivet af mail listen er mit indtryk at der bl.a. blev talt om arbejde med at oprette dansksprogede hjemmesider og så der blev modtaget en masse spam.

Det første IRC møde
Onsdag d. 24. januar 2007 blev det første IRC møde afholdt (referat). Der kom til at gå lidt tid før mødefrekvensen blev helt stabil, men fra sommer 2007 blev der (næsten) afholdt et møde hver måned. (Meget senere er vi nu gået over til to møder om måneden.)

Linuxforum 2007
2. og 3. marts var der Linuxforum i København. (Linuxforum har senere skiftet navn til Open Source Days, for at kunne få et bredere fokus.) På dag nr. to havde det danske Ubuntu LoCo team en brugergruppe stand. Niels tog billeder og skrev om den danske gruppes stand.

Feisty Release Party
I løber af foråret 2007 afholdt det danske team også den første release party.
Torsdag d. 19. april blev Ubuntu 7.04 udgivet og ca. ti personer mødtes hos Kasper i Brønshøj.
Der var en afslappet atmosfære, med øl og sodavand og så vidt jeg husker havde Kenneth og Ask et lille oplæg om arbejdet med at oversætte Ubuntu.
De fremviste bl.a. statistik over hvor stor del af Gnome (tror jeg det var) der var blevet oversat til forskellige sprog – og beklagede sig lidt over at de britiske oversættere jo oplagt havde den letteste opgave. De skulle blot søge efter alle forekomster af color og erstatte med colour.

Følg med i morgen, hvor jeg poster 2. del af historien.

Dansk Open Source miljø

Jeg var, ligesom Martin og rigtig mange andre, til Peter Tofts BoF oplæg til OSDs Community Days i lørdags.

46160609_6e46035629
Photo by: Tudoor

Problemstillingen er simpel. Vi har en masse brugergrupper og foreninger. Disse grupper er organiseret geografiske, som f.eks. LUGs, organiseret efter programmer eller distributioner, som f.eks. Mozilla (Firefox), BSD, OpenOffice og Ubuntu eller organiseret efter specielle interesser/arrangementer, som f.eks. Friends of Open Source Days og itpol.

De har næsten allesammen en bestyrelse, en generalforsamling, et regnskab, administration af forskellige servere med mail lister, wiki sider osv. Der bliver altså lagt en masse arbejde, som måske ikke direkte fremmer de mål vi har. Der burde været noget administrativt bøvl at slippe for ved et udvidet samarbejde eller sammenlægning eller…

Skal vi så have en stor national forening, som kan stå for at opfylde juridiske krav, kontakt til kommuner og andre offentlige institutioner, virksomheder, server administration, regnskab og alt det andet?

Hvad knytter os sammen?
I første omgang er fællesnævneren Linux (distributioner) og de forskellige UNIX’er.

Men hov, hvad med Firefox og OpenOffice? Nåh ja, det er rigtigt, det er open source der er fællesnævneren.

Men der er jo ikke meget ved en masse god open source software, hvis vi ikke kan kommunikere med resten af samfundet. Så åbne standarder er vel også vigtigt… og hvad med fri kultur. Vi kan vel ikke glemme Creative Commons og Wikimedia? Uh uh, og sikkerhed og digitale rettigheder, f.eks. privatlivets fred – det er også vigtigt! Så kan vi i øvrigt (langt de fleste af os) også godt lide en god øl…

Så hvis folk har lyst til at begynde at skrive vedtægter til Foreningen til fremme af Fri og Åben Software, Fri kultur, Åbne standarder, Øl og IT sikkerhed og rettigheder i Danmark så held og lykke med det. Men jeg tror vi skal starte et andet sted…

Samtidig, et andet sted…
Som det blev nævnt til Peters BOF skal vi blive bedre til at netværke og vi skal måske også blive bedre til at hjælpe hinanden. Det kan være meget svært (specielt hvis man ikke har brugt mange år i det danske open source miljø) at overskue hvilke ressourcer der findes derude. Hvis man skal bruge noget – f.eks. lokaler – i et specielt geografisk område er det selvfølgelig altid nærliggende at kontakte den lokale LUG. Men hvis man står og mangler en oplægsholder, hosting til en webserver, kontakt til mulige sponsorer – hvor går man så hen?

Hvad hvis vi i første omgang fokuserer på det vi gerne vil? Vi vil gerne blive bedre til at kordinere og hjælpe hinanden. Så mit forslag vil være en enkelt mail liste, hvor alle kan skrive ud hvis de har en ide eller et projekt de har brug for hjælp til.
Det kan være ting som ‘Jeg har brug for en post liste til det her projekt’, ‘Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med CD uddeling i mit lokalområde. Er der nogen der vil være med eller vil hjælpe med at trykke CDer?’, ‘Jeg har brug for nogle lokaler i dette område’, ‘Jeg har brug for oplægsholdere til et møde’ osv.

Det vil (hvis ellers vi er godt til at sprede ordet om at denne liste findes) gøre det utroligt let for alle og enhver at komme i gang og få hjælp til at komme i gang, mens de kan trække på de ressourcer vi allerede har rundet omkring. Vi får en meget lav tærskel for at gå i gang, hvis man har en god ide.

Hvis sådan en liste allered findes for alle os (hvordan vi så definerer os selv), så smid gerne et link – jeg kender i hvert fald ikke til den. Hvis den ikke gør, er der så nogen der rent praktisk gør det? Altså opretter en sådan liste? (Om det er SSLUG, DKUUG, PROSA eller… er for mig flintrende ligegyldigt.)
Eller vil det blot blive endnu en liste uden indhold, som nogen skal bruge tid på at sorterer spam fra?

143609136_fec650f197
Photo by: Serena

Fugl 1: Har du fået indført Linux i din andedam endnu?

Fugl 2: Nej, men jeg er medlem af en forening der arbejder for det. Jeg går ud fra at bestyrelsen har styr på den sag.

Late Global Jam in Copenhagen

Better late than never… due to some scheduling problems we didn’t manage to run a Global Jam last weekend, as the rest of the Ubuntu community did.

However, luckily we managed to run a jam yesterday, Saturday 10. If it could be called a part of the Global Jam, or if it was just our Local Jam is really just a matter of words. The five of us ended up working primarily on bug triaging. However we also had a quick look at the features of Empathy (the new default instant messaging client in Karmic Koala), and the Ubuntudanmark Podcast guys did a quick segment for their next podcast.

All in all I think the jam was a success, and I think we are ready for similar events in the future.

COP Kreative 2009 & Jacque Fresco

I lørdag var jeg til COP Kreative på Holmen. COP Kreative er danske designstuderendes bud på hvordan design kan bruges til at ændre verden – specielt afhjælpe de klimaproblemer vi har. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at den primære grund til at jeg havde sat X i kalenderen lørdag og cyklede ud til Holmen var for at høre Jacque Fresco tale om The Venus Project.

Jacque Fresco (højre) og Mads Brügger
Jacque Fresco (højre) og Mads Brügger

Det var jeg bestemt ikke den eneste der havde gjort. Der var så vidt jeg kunne se ingen ledige siddepladser i den store sal i Arkitektskolen da han talte. Det er mit indtryk at Jacque og The Venus Project har fået en meget stor tilhængerskare siden hans medvirken i internet blockbusteren Zeitgeist: Addendum, og rigtig mange af dem var mødt op på Holmen.
Grundlæggende er jeg meget enig i Jacques observationer og ideer. Vi har adgang til ressourcer og teknologi i dag, der burde gøre det muligt at afskaffe næsten alt manuelt og rutinepræget arbejde, samtidig med at vi kan levere mad, vand, lægehjælp, bolig og uddannelse til alle mennesker på jorden. Det primære problem som Jacque peger på står i vejen for dette nærmest utopiske samfund, er vores nuværende økonomiske system. Men sociale og kulturelle konstruktioner, som f.eks. religion, og et uklart sprog fuldt af flertydigheder er også medvirkende til forskellige uheldige aspekter ved vores samfund og de fik også et par kærlige ord med på vejen – hele tiden ledsaget af små historier og anekdoter fra Jacques eget liv.

Jacque Fresco var inspirerende at høre på, havde mange gode pointer og mange spændende anekdoter. Det var dog tydeligt at Jacque er vandt til at holde sit oplæg i USA. Mange referencer var til det amerikanske system.

Men under Q&A sessionen mistede Jacque efter min mening lidt af sin skarphed. Specielt spørgsmål angående overgangen fra vores nuværende system og til den verden som skitseres af The Venus Project følte jeg ikke Jacque havde klare svar på.

Men det var ikke kun Jacque der talte på COP Kreative, der var også designstuderende. Nogle af deres projekter virkede lidt svage, bl.a. virkede det som om en del af projekterne, som havde til formål at ændre holdninger og adfær, kunne koges ned til ‘vi laver en viral kampagne på Facebook og YouTube, så begynder de unge at spare på strømmen‘. Men der var også mange spændende ideer, bl.a. var jeg meget imponeret af to projekter lavet af studerende fra Arkitektskolen i Århus. Det ene projekt ville levere energi til hele Danmark ved hjælp af tangplantager i havene omkring os. Meget ambitiøst!
Et andet projekt var H2GO, som måske var blevet pålagt en lidt søgt klima vinkel, men som ville erstatte alle engangsflasker med kildevand, med en praktisk og veldesignet flaske i hård plast. (Find det på http://catebangfloe.dk/ -> Portfolio -> Studieprojekter.)

Ubuntu Global Jam – også i København?

Ubuntu afholder Global Jam i weekenden fra fredag d. 2. oktober til søndag d. 4. oktober. Ideen er simpel – brugere, udviklere, entusiaster og andre interesserede mødes i den virkelige verden for at samarbejde om at forbedre Ubuntu og selvfølgelig have hyggeligt socialt samvær.

Grafik af Leandro Gómez
Grafik af Leandro Gómez

Der er mange måder man kan hjælpe til med at gøre Ubuntu (og andre Free Software projekter) bedre, også selvom man ikke har den store tekniske baggrund. Dokumentation, oversættelse og test er oplagte arbejdsopgaver, også for folk der ikke lige ved hvad en compiler egentlig er for en størrelse.

Konkret i den danske Ubuntu gruppe håber vi også snart på at lancere en ny hjemmeside og selvom det tekniske er ved at være på plads, så mangler der et design og sikkert også noget tekst på visse dele af side – begge dele opgaver man sagtens kan arbejde med, uden teknisk baggrund.

Så jeg håber der er nogen derude der har lyst til at bruge en fredag eller lørdag eftermiddag på at hygge, fortælle røverhistorier – nåh ja, og så selvfølgelig arbejde på at gøre Ubuntu endnu bedre!
Indtil videre har der ikke været så meget respons på mit opslag i går på forumet, så hvis vi ikke bliver voldsomt mange (flere end 5) så kan vi sagtens være hos mig (lejlighed tæt på Nørreport station i København), men hvis vi bliver flere er der nok ikke rigtig plads her og så skal vi ud og finde andre egnede lokaler. Derfor er det praktisk hvis eventuelt interesserede giver lyd så hurtigt som muligt.

… og hvis der er nogen derude i andre ender af landet, der har lyst til at stable noget tilsvarende på benene, så kan jeg kun opfordre til at gøre noget ved det!