Efter at have set et afsnit af Kanal Tux hvor de beskæftiger sig med Ubuntu kom jeg til at sætte spørgsmålstegn ved mit eget engagement i Ubuntu og det frivillige arbejde jeg laver.
(Siden sommerferien har mit rigtige arbejde taget meget af min tid, så i øjeblikket er det meget begrænset hvor meget tid jeg faktisk bruger på Ubuntu.)
Noget af den konkrete kritik som Kanal Tux (og andre) retter mod Ubuntu og Canonical er kravet om overdragelse af rettigheder til alt kode bidraget til projekter som Canonical administrerer.
Helt konkret betyder det at hvis en programmør vil bidrage kode til f.eks. Unity så skal Canonical have rettighed til at videredistribuere denne kode under en ikke fri licens. Det betyder selvfølgelig ikke at Unity ikke er fri software. Men det betyder at Canonical i fremtiden har mulighed for at benytte koden på måder som ellers ikke er tilladt ifølge GPL’en.
Med Canonicals erklærede mål om at blive en stor spiller på bl.a. markedet for håndholdte enheder kunne man sagtens forestille sig at der engang i fremtiden kommer en ‘lukket’ Unity som skal køre på forskellige mobiltelefoner eller lignende. Det er selvfølgelig juridisk helt i orden og det er Canonical i deres gode ret til. Men det gør det måske mindre tillokkende for programmører at bidrage til projektet, hvis de ikke føler at de får adgang til alle forbedringer der bliver skrevet til den givne kode.
Problemstillingen leder tankerne hen på forskellene mellem GPL og BSD licenserne. Om man har lyst til at overdrage rettigheder til sin kode til andre uden yderligere betingelser afhænger lidt simpelt sagt af om man ønsker at ens kode skal køre så mange forskellige steder som muligt, eller om man ønsker at koden (og alle tilføjelser og ændringer der skrives til den) skal forblive frie og åbne.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvad der er bedst, men blot konstatere at hvis man kommer fra en kultur og et fællesskab hvor GPL-lignende licenser er meget udbredte, så kan et krav om overdragelse af rettigheder til kode let ses som et skridt bort fra det fællesskab og for nogen måske opfattes som en provokation.
Tilbage står jeg (som i øvrigt ikke skriver kode til noget som helst og altså ikke direkte står overfor problemer med hvilken licens jeg skal vælge, da jeg ikke har noget at licensere) med nogle overvejelser.
Grundlæggende mener jeg at Fri Software er en god ide og jeg vil gerne bidrage til udbredelsen af brug af Fri Software. Jeg skriver ikke kode, så direkte programmerings-bidrag til et specifikt program / projekt er ikke en mulighed.
Jeg kan dog (og har i snart en del år med skiftende intensitet) sprede ordet, lavet organisatorisk arbejde, arbejdet med fejlrapporter og lignende.
Hvilket projekt eller program giver det så mest mening at arbejde for / med?
For mig har svaret været klart: Det projekt som jeg finder mest modent og som der er størst mulighed for at hr. og fru. Danmark vil finde brugbart. Den gennemsnitlige software-bruger er ikke interesseret i filosofiske overvejelser om licenser eller rettigheder til at ændre i programmets kode. Denne bruger vil have noget der virker og ser smart ud.
Det er min vurdering (og har været det de sidste par år) at Ubuntu er det projekt som bedst opfylder dette krav. Så Ubuntu er (stadig) det fri software projekt jeg (primært) dedikerer min tid til.
Det betyder selvfølgelig ikke at jeg føler mig bundet til Ubuntu for tid og evighed. Jeg er bevidst om at the name of the game for mig er Fri Software og hvis Canonical (og ledelsesstrukturerne i Ubuntu) bevæger sig for langt væk fra dette ideal så vil jeg nok finde andre steder at være aktiv. Ideologisk ville Debian nok være det mest oplagte valg.