Ubuntu i Danmark (del 3 af 5)

Her er 3. del af historiefortællingen om ubuntu-dk. Første del kan læses her og 2. del her.

Foreningen af danske Ubuntubrugere
Efter længere tids arbejde afholdt vi den stiftende generalforsamling i Foreningen af danske Ubuntubrugere d. 7. september 2008. Motivationen var et ønske om at kunne håndterer økonomiske spørgsmål (f.eks. kunne modtage sponsorater i forbindelse med Release Parties – som vi omdøbte til Ubuntu Live!). Selvom vedtægterne giver mulighed for at bestyrelsen handler rimeligt egenrådigt var (og er!) der en klar forståelse for at beslutninger i størst mulig udstrækning skal tages på vores månedlige IRC møder. Martin blev valgt som formand.

Første store medie dækning
Senere i september blev Christian interviewet af Ekstra Bladet til deres forbruger magasin Kup. Artiklen var en del af et to siders indlæg om gratis software.

Open Source Days 2008
Ubuntu DK var også tilstede til Open Source Days i 2008. Det foregik 3-4 oktober i København på IT universitetet.

gruppe-lille

Vi havde en brugergruppe stand. Faktisk lige ved siden af Exherbo standen. Billedet herover er dog fra Softwarebørsens stand.

Pengemagasinet
Den 29. oktober sendte Pengemagasinet (et forbrugerprogram på DR) et program om Open Source, hvor der bl.a. indgik en familie som fik udskiftet alle deres Windows Computere med Ubuntu computere. De skulle så gå en uge med de nye computere og det spændende var selvfølgelig om de kunne lade være med at pakke deres Windows maskiner frem. Det lykkedes selvfølgelig og da programmet blev sendt mærkede vi en stor interesse for Ubuntu og en masse ekstra trafik på Ubuntu Danmarks forum.

I dagene før første del af programmet skulle optages var Martin og jeg dog travlt optagede. De Ubuntu computere familien skulle benytte skulle jo sættes op på forhånd, det skulle bare virke. Installationen af standard systemet gik smertefrit. Men vi havde hørt at sønnen i familien godt kunne lidt at spille World of Warcraft, så det ville vi jo gerne have med og installeret på hans computer. Det var (og er) ikke svært at installere, men det tog bare så lang tid, fordi der skulle hentes og installeres patches på flere gigabytes.
Vi fik også sved på panden i kampen med et mobilt bredbånds modem. Faderen i familien havde i forretnings øjemed brug for mobilt bredbånd. Hvis vi ikke kunne få det til at fungere på hans bærbare ville han med sikkerhed skifte tilbage til Windows, da han ellers ikke ville kunne passe sit job. Det ville bare ikke virke da vi sad med det og til sidst var der ikke mere tid. Hvis vi skulle nå frem til familien i rette tid måtte vi af sted. Så vi pakkede det hele ned i Martins bil og kørte så ellers af sted. På motorvejen gjorde vi et sidste forsøg for at få det mobile bredbånd til at virke og lige ved den sidste afkørsel på motorvejen kom vi endelige igennem, efter en længere kamp med diverse konfigurationsfiler! Aldrig tror jeg vi har været så glade for at komme på nettet!
Installation af modem til mobilt bredbånd skulle i øvrigt være blevet meget lettere i de efterfølgende versioner af Ubuntu. Det virker – så vidt jeg har hørt – out of the box i de seneste versioner.

Den tredie mand i bilen var Morten fra OSL. Det var også ham der tog debatten i pengemagasinet med en fyr fra Microsoft (Office?) Danmark.

Følg med i morgen, hvor jeg poster 4. del af historien.

Apple’s nye Windows 7 reklamer

I forbindelse med udgivelsen af Windows 7 har Apple fået produceret endnu et par reklamer i serien ‘I’m a mac, and I’m a pc‘. Reklamerne er som altid sødt lavet, men der er specielt to jeg gerne vil fremhæve.

De spiller på, at når man nu alligevel skal til at gå igennem besværet med at skifte (fra Windows XP), så kan man lige så godt skifte til Mac, frem for Windows 7.

Apple har selvfølgelig et væsentligt større marketing budget og en større markedsandel end de forskellige Frie operativsystemer, som f.eks. Ubuntu, men argumentet bærer fint over.

Hvis man alligevel skal igennem alt bøvlet med at tage backup af data, flytte brugerindstillinger, dokumenter, musik, billeder osv. til et nyt system, hvorfor så ikke tage springet?

På torsdag d. 29. oktober udkommer den nyeste udgave af Ubuntu, Ubuntu 9.10, med kælenavnet Karmic Koala. Det er et brugervenligt, sikkert og gratis styresystem. Så før du overvejer at smide penge efter en Windows 7 opgradering eller et nyt Apple system, så overvej om fri software ikke kan være den rette løsning for dig. Du vil aldrig mere skulle betale for en opdatering af dit operativsystem og er garanteret sikkerhedsopdateringer.

I næste måned udkommer i øvrigt Fedora 12 og openSUSE 11.2 og hvis du har lyst til at undersøge de forskellige frie operativsystemer er http://distrowatch.com/ måske et godt sted at starte. Der er rigtig mange at vælge imellem, og hvis du egentlig bare leder efter et alternativ til Windows XP, vil jeg anbefale en af de store distributioner, som f.eks. de tre nævnt ovenfor.

Du skal dog være opmærksom på at du ikke får en erstatnings windows. Ligesom et skift fra Windows XP til mac vil kræve lidt tilvænning og nye måder at gøre tingene på, vil et skift til et frit operativsystem selvfølgelig også kræve tilvænning. Men det vil et skift fra Windows XP til Windows 7 vel også?

Gay Pride

I går var der Copenhagen Pride. Paraden afsluttede World Outgames 09 og der var rigtig mange nationaliteter repræsenteret.

pride-small

Der var rigtig mange rigtig forskellige mennesker tilstede. Nogen med et budskab, andre for at fejre deres seksualitet og holde en fest!

Som Copenhagen Pride selv bemærker så havde de deltagende politikere og politiske partier en klar vægt til venstre i det politiske spektrum.

Johanne fra Enhedslisten gik med Amnesty, mens SF, Socialdemokraterne, Radikale og Liberal Alliance alle havde deres egen ‘parade plads’. Venstres Ungdom var også med, men moderpartiet Venstre var, sammen med Konservative og Dansk Folkeparti, fraværende. Det syntes jeg giver et meget godt billede af hvor man skal hen i det politiske spektrum, hvis man skal finde støtter til homoseksuelles rettigheder.

Der var også grupper hvor det de havde til fælles var deres arbejdsplads. Både IBM og Microsoft ansatte gik med i paraden.

DSC01451-small

Sikkerhed!

Martin spørger:

Men hvis du skulle pege på én grund, og det må ikke være pris, til at folk skulle vælge Ubuntu (eller anden linux distro), hvad ville det så være?

Mit svar er sikkerhed! Der er to store aspekter af it sikkerhed. Det ene er brugerens forståelse af systemet, det andet er software. En bruger der forstår mulige sikkerhedshuller vil være bedre i stand til at mindske sin egen risiko. Dette er fuldstændig uafhængigt af hvilket system der anvendes.
Det andet aspekt – software – er selvfølgelig vanskeligt at vurdere pga. de meget komplekse problemstillinger, men min vurdering er at Linux (og hermed også Ubuntu) er mere sikkert end Microsoft windows (og andre lukkede systemer). Listen over kendte sikkerhedshuller i Microsoft software, der har fået lov til at eksistere uden sikkerhedsopdateringer i ugevis, er lang…

Men i sidste ende handler software sikkerhed om tillid. Ingen almindelige brugere kan forstå og overskue alle programmer og koden der ligger bag. Jeg har det bedst med at opgaven med løbende at udarbejde sikkerhedsopdateringer varetages i en åben proces (som det sker med open source) og ikke under lukkede forhold, hvor udarbejdelse af og kontrol med sikkerhedsopdateringer er begrænset til nogle få udvalgte medarbejdere indenfor et enkelt firma.