Jeg er endelig blevet færdiguddannet, så jeg kan nu med god samvittighed benytte mig af tittelen cand.scient. Jeg var oppe og forsvare mit speciale d. 7. april.
Men det er ikke det denne blog-post skal handle om.
Jeg troede faktisk at jeg ville få skrevet mere her på bloggen efter jeg afleverede, men det er ikke rigtig blevet til så meget. Jeg håber at komme ind i en vane hvor jeg får skrevet noget mere, men vil intet love.
Men det er ikke det denne blog-post skal handle om.
(I øvrigt bliver jeg altid selv enormt skuffet når man følger en blog som har været stille noget tid, så kommer der endelig et indlæg, som handler om at skribenten har en intention om at få skrevet mere… don’t tell it, show it!)
Men jeg har endnu ikke fundet noget arbejde (hvis du kender nogen der står og mangler en matematiker, så giv gerne lyd) – og det er lidt det denne blog-post skal handle om.
Jeg har meldt mig ind i en A-kasse – mere specifikt Magistrenes Arbejdsløshedskasse og har også været til et møde hos dem. Ved det møde fik vi alle udleveret et papir med gode råd om hvordan man skrive en god ansøgning og hvad man skal (og ikke skal) skrive på sit CV.
Det er dette papir denne blog-post skal handle om.
Men først et par ord om mit indtryk af mødet hos MA.
Alle der kender mig godt vil vide, at der er få ting her i tilværelsen jeg sætter højere end humanister, som taler rigtig meget uden at sige noget og tvinger mig i gang med gruppearbejde og workshops…
Forstå mig ret, gruppearbejde har sine berettigelser, men det er ikke et mål i sig selv og nogle gange er alles input til den fælles proces ikke ligeværdigt.
Hvis min motorcykel er gået i stykker, så tager jeg jo ikke en runde, hvor jeg spørger min nabo, en fakta-kassemedarbejder, en buschauffør og indehaveren af den lokale Interflora butik om hvad er tror der kan være galt. Nej, jeg finde en person med forstand på motorcykler, fordi jeg gerne vil have et kvalificeret svar!
Selvfølgelig er der mange generelle aspekter af det at søge job og skrive ansøgninger, men specielt for medlemmer af MA, som er en meget sammensat arbejdsløshedskasse med medlemmer inden for mange forskellige faglige områder, så syntes jeg ikke konceptet var helt gennemtænkt. Jeg følte mig i hvert fald ikke kompetent til at give fornuftig feedback til f.eks. fyren som ville søge nogle journalistiske stillinger og jeg følte ærligt talt heller ikke han havde meget at bidrage med i de mere faglige dele af mit ansøgnings arbejde.
Men tilbage til det udleverede papir.
Et afsnit i denne vejledning om ansøgninger og CV’er ser sådan ud:
Fritidsinteresser og tillidshverv
Formålet med dit CV er at give en fremmed person, nemlig den der skal ansætte dig, et indtryk af dine faglige og personlige kvalifikationer. Hvis du bruger din fritid på en måde, som du synes i høj grad er med til at definere dig selv som person, er det sandsynligvis værd at medtage oplysninger om dette. Det kan være, at du er glad for at køre på motorcykel eller spille håndbold. Det er der jo mange, der er – måske også den person, der skal ansætte dig. Vær opmærksom på, at denne type oplysninger sender nogle signaler om dig, som du ikke altid kan styre. Nogle mennesker sætter måske lighedstegn mellem motorcykler og rockerklubber, og så er det måske ikke motorcyklisten, de inviterer til samtale.
Hvis du bruger en del af din fritid på frivilligt arbejde, siger det måske noget positivt om dig. Dog skal du her være opmærksom på, at du ikke får formidlet det forkerte budskab; det skal ikke se ud som om, du har for travlt med fritiden til at gå på arbejde! Uanset hvad du foretager dig i din fritid, er det vigtigt at få gjort opmærksom på det. Dine fritidsinteresser/hobbyer fortæller nemlig også noget om dig som person. Skriv derfor gerne på CV’et, hvis dine fritidsstunder går med familien, hus og have.
Virkelig?!? I år 2010? Er vores samfund så småligt, at man ikke må skille sig ud på nogen måde – specielt ikke når man søger job? Og er det sikrer valg virkelig familien, hus og have?
Sidder der personer som står for ansættelse af ny medarbejdere derude og sorterer ansøgningerne efter hvem der går mest op i tulipaner og udestuer?
Hvis det er sådan virkeligheden er, så er det vel fair nok at MA formidler dette budskab videre til mig (og andre), for formålet er selvfølgelig i sidste ende at jeg (og andre) skal få et job. Men hvis virkeligheden ikke er sådan (og det håber jeg virkelig ikke den er), hvad er det så for en verden MA lever i?
PS. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod humanister generelt, ej heller er mit budskab at alle humanister taler meget, uden at sige noget. Men de findes derude. Jeg ved det, for jeg har mødt dem…
