Nemoland Sommerkoncerter 2012

Nemoland har igen i år en række sommerkoncerter på programmet, hvor man bl.a. kan møde Sussi & Leo og Fallulah.

Fallulah

Programmet er tilgængeligt på Nemolands hjemmeside, men ikke i et specielt smartphone-venligt format.

Som en service fra mig til hele internettet er her således en Google-kalender med alle koncerterne indskrevet. Selvfølgelig med forbehold for fejl…
Rettelser er selvfølgelig velkomne!

Direkte links til html, ics og xml.

Foto af: Michael Falgreen.

Ubuntu 11.04 Release Party i København

Traditionen tro bliver udgivelsen af den nye Ubuntu, Ubuntu 11.04, markeret over hele verden med Release Parties i disse dage.

Natty Narwhal

Herhjemme er vi også med, da vi i Ubuntu København afholder kombineret Release Party og Ubuntu Cafe (som vi gør hver måned).
Der er altså mulighed for at komme forbi Cafe Carlton på Vesterbro og se den nyeste Ubuntu an eller bare fejre udgivelsen med andre Ubuntu-entusiaster over en øl eller en sodavand.
Vores kombinerede Ubuntu Cafe og Release Party kan findes som begivenhed på Facebook og LoCo Directory, og her kan du også finde praktisk info, så som tidspunkt og adresse.

Overgangen fra tidligere versioner til Ubuntu 11.04 kan opleves lidt voldsom, da der er blevet lavet betydeligt om på brugergrænsefladen. Der er da også folk som råder til at man enten helt undlader at opgraderer, eller skifter over til den gamle brugergrænseflade efter opgraderingen.

Hvis dette skift virker skræmmende, kan Ubuntu Cafe også være et fint sted at se den nye Ubuntu lidt an på vores medbragte maskiner og få tips til hvordan man bruger nogen af de mange muligheder, som kommer med det nye system.

Vi vil i hvert fald stå klar med maskiner, hvor man kan prøve systemet og der vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål – og selvfølgelig også mulighed for at hygge og fortælle røverhistorier.

Grafik CC BY-SA af lcjohnny.

Ubuntu Global Jam i København 2010

Så er det igen tid til Ubuntu Global Jam.

Endnu engang mødes Ubuntu og Fri Software entusiaster for at arbejde med at forbedre Ubuntu. I weekenden d. 27. – 29. august går det løse over hele kloden – og vi er også med i Danmark.
Vi mødes i København i Labitat, men det er også muligt at være med hjemmefra med en internet forbindelse.

Man bestemmer selv hvad man har lyst til at arbejde med, men Bugs og oversættelse er de mest oplagte kandidater – det er lige til at gå til.

Så hvis du har lyst til at være med, så kom forbi H. C. Ørstedsvej i weekenden, eller log på vores irc kanal og lad os snakke om hvad du har lyst til at arbejde med.

Der er også en Facebook begivenhed man kan tilmelde sig, så vi har et gæt på hvor mange der deltager.

Og så har Mark i øvrigt annonceret at Ubuntu 11.04 får kælenavnet Natty Narwhal (hvilket kan oversættes til Fikse Narhval). Det var i hvert fald gået hen over mit hoved – men jeg har også haft travlt med mange ting de sidste par dage…

Hvad er det?

I går gik jeg langs Sortedamssøen, mellem Dronning Louises Bro og Fredensbro. Søen er dækket af is i øjeblikket, men der er noget ved isen undrer mig…


Ovenstående billede er taget fra ca. midt på søbreden på Nørrebro siden mod City siden. Det er det gamle Kommunehospital der ses i venstre side af billedet.

Det slog mig at isen var betydeligt tyndere i to spor på tværs af søen, og i et spor fra Nørrebro siden og op mod Dronning Louises Bro. Det kan være lidt svært at se det andet spor på billedet ovenfor, men det er der.

Nedenstående billede er taget fra Nørrebro enden af Dronning Louises Bro.

Jeg tror man kan udelukke at nogen har kørt en kane eller noget lignende over søen – men hvor kommer dette spor så fra? Går der nogle fjernvarmerør eller noget tilsvarende under søen?
Hvis der gør, burde de så ikke isoleres bedre, hvis det kan påvirke isdannelse på overfladen?

Men som du, kære læser, måske kan mærke, så sidder jeg og gætter. Jeg ved ikke hvad der har lavet disse spor i isen. Men det kan være der er nogen derude der gør og kan stille min nysgerrighed?

anyone… ?

Ubuntu i Danmark (del 4 af 5)

Her fortsætter historiefortællingen om ubuntu-dk. Første del kan læses her og forrige afsnit kan findes her.

Ubuntu Live! i København 1. november 2008
Med ca. 70+ besøgende er Ubuntu Live! i København i anledning af Ubuntu 8.10 nok den til dato største begivenhed vi har fået stablet på benene. Ubuntu Live! var det navn vi havde valgt at bruge i stedet for Release Parties.
Vi havde to auditorier på CBS på Frederiksberg. I det ene var der install hjælp hele dagen og det andet var der oplæg om Ubuntu, Open Source og andre relaterede emner.

Efterfølgende var der selvfølgelig også pizza og øl, for de enkelte der blev til det sidste.

Open source-software i det offentlige
Torsdag d. 19 marts 2009 inviterede Videnscenter for Software til konference om Open Source software i det offentlige.

crew

Vi var med med en community bod, som vi delte med Mozilla Danmark og OpenOffice. Specielt Michaels eee top var et hit, og mange skulle liiige hen og røre og se hvad den kunne.

Ubuntu Live! i Aalborg
25. april 2009 fejrede vi udgivelsen af Ubuntu 9.04 i Aalborg, på Aalborg Uni.

Der kom ikke helt så mange mennesker som til det tidligere Ubuntu Live! arrangement, men da Nordjylland (uden at træde nogen over tæerne) er lidt mere… afsides end Århus eller København, syntes jeg faktisk fremmødet var rigtig pænt, og det var hyggeligt at mødes med folk og få en øl og et slice pizza sidst på dagen.

ubuntu-dk_9_04-rp

Følg med i morgen, hvor jeg poster 5. og sidste del af historien.

COP Kreative 2009 & Jacque Fresco

I lørdag var jeg til COP Kreative på Holmen. COP Kreative er danske designstuderendes bud på hvordan design kan bruges til at ændre verden – specielt afhjælpe de klimaproblemer vi har. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at den primære grund til at jeg havde sat X i kalenderen lørdag og cyklede ud til Holmen var for at høre Jacque Fresco tale om The Venus Project.

Jacque Fresco (højre) og Mads Brügger
Jacque Fresco (højre) og Mads Brügger

Det var jeg bestemt ikke den eneste der havde gjort. Der var så vidt jeg kunne se ingen ledige siddepladser i den store sal i Arkitektskolen da han talte. Det er mit indtryk at Jacque og The Venus Project har fået en meget stor tilhængerskare siden hans medvirken i internet blockbusteren Zeitgeist: Addendum, og rigtig mange af dem var mødt op på Holmen.
Grundlæggende er jeg meget enig i Jacques observationer og ideer. Vi har adgang til ressourcer og teknologi i dag, der burde gøre det muligt at afskaffe næsten alt manuelt og rutinepræget arbejde, samtidig med at vi kan levere mad, vand, lægehjælp, bolig og uddannelse til alle mennesker på jorden. Det primære problem som Jacque peger på står i vejen for dette nærmest utopiske samfund, er vores nuværende økonomiske system. Men sociale og kulturelle konstruktioner, som f.eks. religion, og et uklart sprog fuldt af flertydigheder er også medvirkende til forskellige uheldige aspekter ved vores samfund og de fik også et par kærlige ord med på vejen – hele tiden ledsaget af små historier og anekdoter fra Jacques eget liv.

Jacque Fresco var inspirerende at høre på, havde mange gode pointer og mange spændende anekdoter. Det var dog tydeligt at Jacque er vandt til at holde sit oplæg i USA. Mange referencer var til det amerikanske system.

Men under Q&A sessionen mistede Jacque efter min mening lidt af sin skarphed. Specielt spørgsmål angående overgangen fra vores nuværende system og til den verden som skitseres af The Venus Project følte jeg ikke Jacque havde klare svar på.

Men det var ikke kun Jacque der talte på COP Kreative, der var også designstuderende. Nogle af deres projekter virkede lidt svage, bl.a. virkede det som om en del af projekterne, som havde til formål at ændre holdninger og adfær, kunne koges ned til ‘vi laver en viral kampagne på Facebook og YouTube, så begynder de unge at spare på strømmen‘. Men der var også mange spændende ideer, bl.a. var jeg meget imponeret af to projekter lavet af studerende fra Arkitektskolen i Århus. Det ene projekt ville levere energi til hele Danmark ved hjælp af tangplantager i havene omkring os. Meget ambitiøst!
Et andet projekt var H2GO, som måske var blevet pålagt en lidt søgt klima vinkel, men som ville erstatte alle engangsflasker med kildevand, med en praktisk og veldesignet flaske i hård plast. (Find det på http://catebangfloe.dk/ -> Portfolio -> Studieprojekter.)

Ubuntu Global Jam – også i København?

Ubuntu afholder Global Jam i weekenden fra fredag d. 2. oktober til søndag d. 4. oktober. Ideen er simpel – brugere, udviklere, entusiaster og andre interesserede mødes i den virkelige verden for at samarbejde om at forbedre Ubuntu og selvfølgelig have hyggeligt socialt samvær.

Grafik af Leandro Gómez
Grafik af Leandro Gómez

Der er mange måder man kan hjælpe til med at gøre Ubuntu (og andre Free Software projekter) bedre, også selvom man ikke har den store tekniske baggrund. Dokumentation, oversættelse og test er oplagte arbejdsopgaver, også for folk der ikke lige ved hvad en compiler egentlig er for en størrelse.

Konkret i den danske Ubuntu gruppe håber vi også snart på at lancere en ny hjemmeside og selvom det tekniske er ved at være på plads, så mangler der et design og sikkert også noget tekst på visse dele af side – begge dele opgaver man sagtens kan arbejde med, uden teknisk baggrund.

Så jeg håber der er nogen derude der har lyst til at bruge en fredag eller lørdag eftermiddag på at hygge, fortælle røverhistorier – nåh ja, og så selvfølgelig arbejde på at gøre Ubuntu endnu bedre!
Indtil videre har der ikke været så meget respons på mit opslag i går på forumet, så hvis vi ikke bliver voldsomt mange (flere end 5) så kan vi sagtens være hos mig (lejlighed tæt på Nørreport station i København), men hvis vi bliver flere er der nok ikke rigtig plads her og så skal vi ud og finde andre egnede lokaler. Derfor er det praktisk hvis eventuelt interesserede giver lyd så hurtigt som muligt.

… og hvis der er nogen derude i andre ender af landet, der har lyst til at stable noget tilsvarende på benene, så kan jeg kun opfordre til at gøre noget ved det!

Metropolis teater

Der er Metropolis festival i København i denne måned.

I går, tirsdag, kom jeg tilfældigt til at gå med Blind Spot – en byvandring akkompagneret af dans og spændende rytmer.

IMAG0058

Hvis du bevæger dig i området omkring Nørrebrogade i aften støder du måske på dem, ellers spiller de også i morgen (torsdag) og på søndag. Hvis du går og leder og ikke kan finde dem, kan det måske være en god ide at forsøge at lytte sig frem…?

IMAG0061

Det er i hvert fald en meget anderledes kultur oplevelse, hvor byen bliver brugt som baggrund for dans og performance. Jeg vil også klart anbefale et kig på programmet – der er helt sikkert en masse andre spændende begivenheder imellem!

Far vandt sølv!

Min far vandt sølv i standarddans (i C rækken for seniorer) ved World Outgames i går. Tillykke til ham!

Han og hans danspartner blev interviewet af Politiken bagefter sejeren:
http://politiken.tv/ibyen_dk/ibyen/article758895.ece

Jeg var i DGI-byen for at se ham danse. Det var både første gang jeg var i DGI-byen og første gang jeg så ham danse konkurrence. Heldigvis gik det fint og det er vist hans bedste placering nogensinde.