Geocaching på HTC Magic med GeoBeagle

Da jeg første gang prøvede at geocache tilbage i juni var jeg ikke helt glad for Geobeagle på min HTC Magic Android telefon. Det var besværligt at få de enkelte caches ind i programmet og det var uklart hvor langt man var fra cachen eller i hvilken retning cachen lå.

Men sådan er det ikke længere. Geobeagle er blevet opdateret en del gang siden og tilbyder nu bl.a. integration med Google Maps, link til den enkelte caches hjemmeside hos geocaching.com, afstand og retning til cachen (med en stor klar pil der indikerer hvilken retning man skal gå i) og en cacheliste der viser afstand til hver enkelt cache fra den nuværende position. Så nu har jeg snart ikke flere undskyldninger for ikke at komme ud og geocache…

Far vandt sølv!

Min far vandt sølv i standarddans (i C rækken for seniorer) ved World Outgames i går. Tillykke til ham!

Han og hans danspartner blev interviewet af Politiken bagefter sejeren:
http://politiken.tv/ibyen_dk/ibyen/article758895.ece

Jeg var i DGI-byen for at se ham danse. Det var både første gang jeg var i DGI-byen og første gang jeg så ham danse konkurrence. Heldigvis gik det fint og det er vist hans bedste placering nogensinde.

Pariserhjul ved Palads

Stor var min forundring da jeg på vej til træning så et pariserhjul under opbygning på pladsen foran Palads.

Jesper var dog hurtig til at levere en forklaring.

IMAG0042-big-small

Ifølge Ingenøren handler det om opsætningen af det største pariserhjul i hele Skandinavien. Når hjulet står færdigt vil det være ca. 50 meter højt og en tur kommer til at tage 13 min.

Top fem nostalgiske computer spil

Selvom grafikken var latterlig, sammenlignet med i dag, hastigheden lav og 3d grafik var ukendt, så er det lykkedes for visse computerspil at gøre et permanent indtryk på mig. Hvad de manglede af prangende grafik leverede de til fulde i gameplay. Derfor kan jeg stadig huske mange af de gamle spil og de kan sagtens graves frem af gemmerne og tåle lidt spiltid, uden at man bliver skuffet. Om ikke andet, så skal man ikke undervurdere gensynets glæde.

Min personlige top fem over nogle af de første computer spil jeg har spillet ser sådan ud:

  1. X-COM – Terror from the Deep

    Det sker ofte at jeg tager mig selv i at tænke lige nu kunne jeg godt bruge at spille lidt XCOM. Spillet havde jo næsten det hele. Der var både Geoscap’en, hvor man styrede sine baser, forskning, økonomi og sendte sine ubåde på jagt efter Rumvæsener. Så var der selve kampdelen af spillet, når man undersøgte en fjendtlig ubåd (eller senere i spillet rumvæsenernes baser eller byer der var under angreb).

    Jeg er næsten sikker på at jeg stadig har en installations CD liggende et sted i lejligheden, men jeg ved at hvis jeg finder den frem vil jeg kommet til at bruge alt for mange timer på denne gamle klassiker. Så CD’en får lov til at forblive forsvundet lidt endnu.

  2. The Settlers II

    Settlers II kommer ind på en flot 2. plads på min liste. Igen et strategispil med både fokus på økonomi og kamp. Jeg husker tydeligt at jeg også købte Settlers III, men blev slemt skuffet. Jeg kunne ikke rigtig sætte en finger på præcist hvad der var ændret. Men noget af det, der gjorde The Settlers II fantastisk, var bare ikke med i 3’eren.

  3. Dune II

    Det første real tids strategispil jeg nogensinde har spillet. Udover et fantastisk game-play, så husker jeg også historien i spillet som fængende.

  4. Lost Vikings

    Fantastisk puzzle spil. Spillet krævede selvfølgelig også til tider at man var hurtig på tasterne, men primært galdet det om at kombinere de tre vikingers evner, for at løse de små opgaver, der i sidste ende gerne skulle gøre en ende på den onde Tomator og få vores tre helte sikkert hjem. Et spil med masser af humor!

    The lost Vikings er i øvrigt lavet af Blizzard, som er i gang med udviklingen af StarCraft IIet spil jeg ser meget frem til!

  5. Civilization

    Det skulle ikke undre mig hvis Civilization er det spil jeg gennem mit liv har brugt mest tid på. I hvert fald hvis man tæller alle de mange spil i Civilization familien med.

    Det første Civilization spil er dog det eneste af de fem spil på listen her, som jeg ikke kunne finde på at sætte mig ned og spille igen. De senere spil i rækken (og Freeciv apt-install) tilføjer så mange spændende koncepter (mest vigtigt kulturelle grænser) som manglede i det første spil, at Civilization virker mere som en tidlig demo eller beta udgivelse i sammenligning.
    Men da det var nyt og det eneste Civilization spil jeg kendt, var det i sandhed enestående!

Alle disse spil kan i øvrigt køres fint under Linux f.eks. vha. DOSBox (eller en SNES emulator i Lost Vikings tilfælde?). Det kræver dog at man har nogle originale installations medier liggende i gemmerne.

Hvordan ser din top fem liste ud? Hvilke underholdende spil har jeg glemt og hvilke spil har gjort størst indtryk på dig?

Nææh, en flyvermaskine!

Jeg var også en af de mange der blev lidt forundret da jagerfly fløj lavt over byen. De viser sig at være på foto opgave for politiet, der gerne vil have nye og tidssvarende foto af byen, til de store begivenheder, der kommer til at foregå i København i det næste halve år.

Om jagerfly er det mest optimale værktøj til den opgave skal jeg ikke gøre mig klog på (og det kan da være der er et aspekt af øvelse for piloterne), men når nu Cowi for få måneder siden har taget præcis de samme billeder, så virker det da mere ligetil at benytte dem…?

050618_-_F-16_-_01

Når nu billederne skal bruges til at holde ro og orden til bl.a. det kommende klimatopmøde, så er F-16 vel ikke det mest CO2 neutrale fly til opgaven?

Gulerodskage

Når en gulerodskage bager, bager gulerodskage kager…

Denne opskrift på gulerodskage er allerede det første hit, man får, når man søger efter gulerodskage på Google. Men den er også god(!) og lidt ekstra link love skader jo aldrig.

Jeg bagte den i går, og hvis jeg skal være min egen største (og eneste) kritiker, så blev den bare rigtig god.

Næste gang vil jeg dog glemme selve kagen og bare gå dobbelt op på frosting! Yum!

Rick Astley og Tivolis Big Band

Rick Astley og Tivolis Big Band spillede på Plænen i Tivoli i går, som del af Copenhagen Jazz Festival.

Selvom Rick Astley er mest kendt for sine 80’er pop hits, så er han altså udstyret med en helt fantastisk stemme og han fik de klassiske numre til at lyde rigtig rigtig godt! Der var en mildt sagt munter stemning og adskillige bh’er fandt vej til scenen, som bl.a. Esben beretter.

Rick sluttede dog af med sin berømte “Never Gonna Give You Up” og det var tydeligt at publikum kunne lide det!

Efter ekstranummeret sagde den kære Rick: … stick this on YouTube, og man skal jo gøre som der bliver sagt.

Enjoy:

Jazz

Ka’ du li’ Jazz?

Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål. Hvis jeg skulle vente på at få et svar fra en eller flere læsere af denne blog, før jeg skrev videre på dette indlæg ville vi jo aldrig nå nogensteder. Jeg antager bare stilsigende at du har svaret Ja. Hvis du ikke ka’ li’ jazz, så skal du være velkommen til at surfe videre.

Glæder du dig til Copenhagen Jazz Festival 2009?

Selvfølgelig gør du det!

Er du glad for kalenderen på festivallens hjemmeside?

… ikke helt? Så har du det lige som mig. Jeg syntes den er svær at navigere rundt I. Ja, der er selvfølgelig ualmindeligt mange koncerter i løbet af festivallen, og det er svært at præsenterer overskueligt, men jeg syntes stadig godt de kunne have gjort det bedre.

Derfor har jeg smidt det hele ind i en Google Calendar:

Der er 868 begivenheder i kalenderen, og jeg håber jeg har fået importeret dem alle, men hvis der er sket smuttere, så skal jeg undskylde på forhånd. Det skal selvfølgelig også understreges at dette ikke er den officielle kalender. Hvis der kommer ændringer eller opdateringer, så kommer de helt sikkert først på festivallens officielle hjemmesides kalender. Jeg tager intet ansvar for hvis du misser en koncert pga. fejl i kalenderen.

Men jeg håber den kan bruges til at få et overblik eller til inspiration over hvad du vil se hvornår.

… og til slut

Ka’ du li’ Rick Astley?

Så foregår det fredag d. 3. juli kl. 22 på Plænen i Tivoli.